Læsø-borgmester tilfreds: Hummerfiskeriet er sikret
Ministers fredning af dele af Kattegat giver mulighed for fortsat fiskeri, vurderer Læsø-borgmester.
Der er fortsat basis for at fiske efter de eftertragtede jomfruhummere i farvandet omkring Læsø, vurderer Læsø-borgmester efter udpegning af fredningsområde i Kattegat.
Der er fortsat basis for at fiske efter de eftertragtede jomfruhummere i farvandet omkring Læsø, vurderer Læsø-borgmester efter udpegning af fredningsområde i Kattegat. Foto: Colourbox/Free


En tålelig løsning, der sikrer fiskeriets eksistens på kattegatøen Læsø.

Sådan lyder det fredag fra Læsø-borgmester Tobias Birch Johansen (V), efter at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har sat punktum for flere års diskussion om fredning af dele af havbunden i Kattegat.

Ministeren har besluttet at frede 590 kvadratkilometer af havbunden - et område på størrelse med Bornholm.

Det har som følge af EU-lovgivning været en bunden opgave at finde et areal, der skulle beskyttes mod trawlfiskeri og indvinding af råstoffer.

Den tidligere regering kom med et udspil, der ifølge fiskerierhvervet ville gå hårdt ud over fangsten af de berømmede jomfruhummere i farvandet omkring Læsø.

Men Esben Lunde Larsen har justeret på oplægget og fundet en løsning, der ifølge Læsøs borgmester er spiselig for Læsø-fiskerne.

- Set i lyset af det første oplæg, så er jeg meget tilfreds. Men det begrænser fiskerne i at udøve deres erhverv, og det ærgrer mig. Men jeg synes, det er landet flot i forhold til det første udspil, siger Tobias Birch Johansen.

Det udpegede areal betyder ifølge Læsø-borgmesteren, at fiskeriet efter jomfruhummere stadig vil være rentabelt. Dermed vil 200 arbejdspladser affødt af fiskeriet kunne bevares.

Læsø-fiskerne selv sprudler dog ikke ligefrem af begejstring.

- Egentlig burde vi glæde os nu, fordi vi for tiden får gode priser for vores fangst, og vi kan se, at bestandene er i en positiv udvikling, siger Brian Valentin, formand for Læsø Fiskeriforening, i en kommentar.

- Det er bare svært at glæde sig over, når vi oplever, at vi gang på gang bliver begrænset i vores fiskeri, siger han og efterlyser ro om fiskeriets vilkår.

Hos Verdensnaturfonden (WWF) mener man, at det fredede areal langt fra er tilstrækkeligt.

- Samlet set er der tydeligvis taget langt mere hensyn til fiskeriet end til en god naturbeskyttelse, i dét regeringen nu har fremlagt, siger havbiolog Mette Blæsbjerg, Verdensnaturfonden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.