Tidligere på dagen annoncerede regeringen på et pressemøde, at det skal blive mere attraktivt for kontanthjælpsmodtagere at arbejde.
Derfor præsenterede de en pengepræmie, nemlig den såkaldte jobbonus, som er en skattefri bonus på op til 1500 kroner om måneden til de langtidsledige, som selv finder et job. Ordningen gælder kun i andet halvår af 2015.
Vi spurgte Avisen.dk's læsere, hvad de mente om forslaget? Er det et godt initiativ, eller er det valgflæsk. Det udløste hurtigt en lang række kommentarer. Langt de fleste negative.
Merete skrev:
- Valgflæsk og helt til grin!! Der er simpelthen ingen grænser for tåbelige og groteske tiltag, nu når valget nærmer sig.
- Forventer regeringen så, at der lige pludselig popper en masse jobs op, som kontanthjælpsmodtagerne så kaster sig over for at modtage det astronomiske beløb på 1500 kroner, fordi de normalt er så dovne, at de ikke gider at arbejde? Nej, det sker ikke, fordi de jobs ikke findes.
Kristian er enig og viser med en statistik udarbejdet af centrumvenstre-tænketanken Cevea, at danskerne godt gider arbejde. Kristian skriver:
- Valgflæsk. Der kommer jo ikke flere arbejdspladser ud af, at man lover en bonus. Og en bonus kurerer heller ikke syge mennesker, der sidder fast på kontanthjælp, og som burde have haft en førtidspension.
Lise undrer sig også og spørger:
- Valgflæsk......hvorfor har de ikke gjort det for længst, hvis de tror det hjælper?
De positive
Enkelte af debattørerne tager godt imod forslaget
Frank skriver:
Udmærket, men det burde mindst være 5000 kroner.
Et par andre kvitterer med "god ide".
Det nye forslag er også blevet lunkent modtaget af Folketingets øvrige partier, som generelt kalder ordningen for kortvarig.