En lærer på en skole i en forstad til den franske hovedstad, Paris, kom mandag morgen i fokus i Frankrig, fordi han blev overfaldet af en mand, der hævdede at handle på vegne af Islamisk Stat.
Læreren blev stukket i siden og i halsen og måtte behandles på hospitalet efter overfaldet fra manden, der ifølge læreren råbte: "Dette er Daesh, dette er en advarsel".
Daesh er en arabisk forkortelse for Islamisk Stat.
Nu viser det sig imidlertid, at historien ikke passer.
Jo, læreren er lettere såret og måtte behandles på hospitalet, men ellers er det løgn.
Han har opfundet historien, har han mandag eftermiddag erkendt over for politiet.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at en anklager er i gang med at afhøre den 45-årige lærer for at få en forklaring på, hvorfor han har opfundet så dramatisk en historie.
Læreren fortalte tidligere politiet, at angrebsmanden var klædt i overalls og en elefanthue og ankom uden et våben. Men manden greb, hvad der menes at være en hobbykniv, som lå i klasseværelset.
Efter den opfundne episode besøgte den franske uddannelsesminister, Najat Vallaud-Belkacem, skolen.
Undervisningen blev aflyst resten af dagen.
Mandens falske anmeldelse kom knap en måned efter, at den formodede bagmand til terrorangrebet i Paris blev dræbt under en politiaktion i samme område i det nordøstlige Paris.
Angrebene i Paris fredag 13. november kostede 130 mennesker livet, da Stade de France, spillestedet Le Bataclan og caféer blev angrebet af flere gerningsmænd.
Siden har den militante bevægelse Islamisk Stat taget skylden for angrebet.
/ritzau/AFP