Lærer i falsk pædofilisag: "Sexforbryder i kollegers øjne"
En falsk anklage om seksuelt samvær med elev suspenderede lærer Jean-Philippe Simon fra Aalborg på stedet. Da han blev renset, fik han ingen opbakning på skolen og gik ned med stress.
ARKIVFOTO: Jean-Philippe Simon blev renset, men tilbage på skolen ventede et mareridt med mobning fra elever og lærernes afstandtagen.
ARKIVFOTO: Jean-Philippe Simon blev renset, men tilbage på skolen ventede et mareridt med mobning fra elever og lærernes afstandtagen. Colourbox


Folkeskolelærer Jean-Philippe Simon er sygemeldt efter et langt og besværligt forløb, hvor politiet anklagede ham for at have haft seksuelt samvær med en pige fra 7. klasse på Gl. Hasseris Skole.

Det skriver Folkeskolen.dk.

Jean-Philippe Simon blev renset, men tilbage på skolen ventede et mareridt med mobning fra elever og lærernes afstandtagen.

Anklagen bundede i, at en pige fra en af skolens 7. klasser chattede med en voksen mand på internettet. For at gøre sig interessant havde hun fortalt den fremmede, at hun havde haft sex med sin lærer. Hun vidste bare ikke, at politiet læste med.

Som var jeg sexforbryder

Suspenderingen af Jean-Philippe Simon varede indtil pigen indrømmede sagens sammenhæng.

- Den mandag, jeg mødte op på lærerværelset, var forfærdelig. Nogle kolleger kom hen og talte lidt med mig, men jeg oplevede, at mine kvindelige kolleger så på mig, som om jeg var den værste sexforbryder i landet. Mine mandlige kolleger virkede mere, som om de var bange. Pigen gik stadig på skolen, og de var utrygge ved at undervise hende, fortæller Jean-Philippe Simon til Folkeskolen.dk.

Læreren måtte selv gå til skoleledere for at bede hende om at orientere kollegerne om hele sagen og rensningen, men det blev gjort foran meget få lærere, og bagefter fik han mundkurv på. Samtidig modtog han pakker med kondomer og tegninger af en penis af sine elever, og det strømmede ind med forældreanklager om hændelser, han aldrig havde hørt om.

Stemplet

Han var stemplet. Han meldte sig syg og modtog kort efter en afskedigelse. I dag lider han stadig under det svære forløb.

- Jeg har prøvet at undervise voksne i fransk, men jeg kunne ikke. Det er slut! Socialt har det kostet mig mit gode forhold til mine børn. Jeg er utilpas, når der er børn og unge mennesker til stede - også mine egne. Det er, som om jeg har mistet al tillid. Børn er blevet ubevidst farlige for mig. Åbenbart tænker jeg, at de kan skade mig, siger han til Folkeskolen.dk

Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar fra Gl. Hasseris Skole. Folkeskolen har talt med den daværende skoleleder, som ikke ønsker at kommentere sagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.