Fire-fem knytnæveslag i brystet, to spark i lysken og et riv i skulderen. Det er, hvad folkeskolelærer Jan Hagen har lagt krop til.
Efter seks år uden en eneste sygedag bliver han overfaldet af en 13-årig skoledreng, der får "et spontant raserianfald". Drengen har tidligere været sendt hjem på grund af vold.
I dag er Jan Hagen sygemeldt på andet år.
"Jeg har tabt tilliden til systemet og troen på mig selv," siger den 53-årige folkeskolelærer.
Jan Hagen har fået erstatning for selve arbejdsskaden, men han har ikke fået en eneste krone via Erstatningsnævnet.
Alle danske voldsofre har ellers krav på erstatning. Uanset om gerningsmanden er ukendt, mindreårig eller utilregnelig.
Ikke 'rigtig' vold
Nævnets begrundelse for at give folkeskolelæreren afslag er, at der i hans tilfælde ikke er tale om 'rigtig' vold i nævnets forstand.
"Det er absurd," siger en skuffet Jan Hagen.
Erstatningsnævnet har en praksis, der gør det sværere for offentligt ansatte primært i pleje- og undervisningssektoren at få erstatning for vold, hvilket kritiseres af en række fagforeninger og advokater med speciale i arbejdsskadesager.
De mener, at der er tale om uretfærdig forskelsbehandling af offentligt ansatte - især dem med varme hænder. Jan Hagen kunne ikke være mere enig.
"Vi har ikke en ærlig chance. Jeg er langt fra sikker på, at jeg har lyst til at arbejde under de vilkår, når jeg bliver raskmeldt," siger den langtidssyge lærer.
Nævn taler usandt
Han har søgt erstatning, fået afslag og klaget.
I svaret på hans klage skriver Erstatningsnævnet, at nævnet vurderer, at der ikke er tale om 'rigtig' vold. Det var bare "en pædagogisk konflikt, der udviklede sig".
"Jeg har ikke haft nogen diskussion med drengen overhovedet. Jeg sagde hverken fy eller av, da han overfaldt mig, så det var ingen pædagogisk diskussion eller konflikt. Det er simpelthen lyv," siger Jan Hagen.
Må kunne tåle modstand
I offererstatningsloven, som Erstatningsnævnet tildeler erstatninger efter, står der ingenting om, at det skal være sværere for visse faggrupper at få erstatning for vold.
Men i 2011-årsberetningen skriver Erstatningsnævnet sådan her om nævnets praksis:
"I den forbindelse må der tages hensyn til, at arbejde i plejesektoren og som pædagog mv. normalt involverer mere fysisk kontakt med personer end arbejde i andre brancher. Nævnet anser derfor ikke almindelig modstand i forbindelse med håndtering, fastholdelse eller lignende for at være retsstridig."
Jan Hagen er forarget over nævnets praksis. Han mener, at det er "uanstændigt", at lærere skal bide mere i sig end andre.
"I nævnets øjne er vi lærere boksebolde, der kan tæskes løs på uden at det udløser en erstatning," siger Jan Hagen og tilføjer:
"Nævnet gør folkeskolelærere fredløse."
Hjemmelavet praksis
Jan Hagen har fået varige fysiske mén efter overfaldet, men han har også fået en mental mavepuster.
"Jeg går stadigvæk til både læge og psykolog. Den her sag har kostet mig dyrt," siger han.
Pengene fra Erstatningsnævnet skulle have dække tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte, men den regning må Jan Hagen altså selv betale.
Folkeskolelæreren frygter, at sager som hans egen allerede har skabt en præcedens, der vil betyde en byge af afslag til andre voldsramte lærere.
"Loven siger ingenting om, at offentligt ansatte skal behandles ringere end andre voldsofre. Det er en ulovlig praksis," mener Jan Hagen.
Burde bankes på plads
Han har meget lidt til overs for nævnets formand og to medlemmer.
"De skulle selv prøve at blive pandet ned i arbejdstiden. Når de så søgte om erstatning, skulle de have et afslag med begrundelsen, at overfaldet bare var modstand ikke 'rigtig' vold," siger folkeskolelæreren.
Jan Hagen står frem i håbet om, at Erstatningsnævnets øverste chef, justitsminister Morten Bødskov (S), vil ændre nævnets praksis.
"Den er helt forfejlet," siger han.
I mellemtiden overvejer Jan Hagen, om hans næste skridt skal være at slæbe Erstatningsnævnet i retten.
"Det er udmattende at kæmpe mod myndigheder, der er ligeglade med mennesker som mig. Mennesker, der underviser på samfundets vegne," siger folkeskolelæreren.