I januar 2014 er der kaos i en specialklasse på en almindelig dansk folkeskole. Den nyuddannede vikar har nemlig foreslået nye opgaver i kristendom og geografi, og det er flere af eleverne ikke tilfredse med. Uroen breder sig og vikaren løber ud for at finde sin leder.
Efterfølgende udvikler diskussionerne sig, og en elev på 16 år begynder at kaste med borde og stormer op for at tage kvælertag på skolelederen. Instinktivt forsøger vikaren at vriste eleven fri, men i tumulten slår han hårdt en albue i ansigtet på hende. Vikaren bliver slået ud og flyver flere meter bagud med blod strømmene fra næsen. Da hun lander, slår hun sit knæ og sine fødder alvorligt.
Lyder det som en almindelig skoledag?
Det mente vikaren, der hedder Tove Marie Jensen, ikke.
Fem år senere lider hun stadig både under fysiske og psykiske eftervirkninger fra overfaldet og forsøger derfor at få episoden godkendt som arbejdsskade.
I dag skriver Ugebrevet A4, at blot hver anden anmeldelse af arbejdsulykker bliver anerkendt som arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Skolelærere er et af de erhverv, hvor allerfærrest arbejdsskader bliver godkendt, da mange falder for den såkaldte "bagatelgrænse". Det oplevede 58-årige Tove Mare Jensen også, og derfor måtte hun kaste sig ud i en opslidende kamp mod et system, som virkede hånligt og nedladende.
- Det er under al kritik, at man får at vide, det er under bagatelgrænsen, og at man bare er et pylrehoved. Det er til grin, for det er mennesker, som i forvejen har det svært, som de skriver til, siger Tove Marie Jensen om tonen i det oprindelig afslag, hun fik.
Hvad er en bagatel?
Tove Marie Jensen er ganske uforstående over det afslag hun modtager i slutningen af januar 2015 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
De kalder smerterne for forbigående og under den nedre grænse for, hvad man kan regne som en arbejdsskade; under "bagatelgrænsen".
- Jeg tager til læge, for jeg har ondt mange steder, har blå mærker, hævet næse og bidt mig i tungen, siger hun og understreger, at det især stadig er benene, som den er gal med. Fem år efter episoden humper hun stadig hen efter telefonen, hvis den ringer efter en lang arbejdsdag.
Psykisk er hun også påvirket. Hun er mere årvågen end tidligere og er ikke tryg ved at undervise ældre elever. Smerterne i benet forhindre hende også i at undervise i idræt.
- Jeg er meget årvågen og følsom over for alting. Man er hele tiden på dupperne og i alarmberedskab. Det er meget udmattende, siger hun.
Chokerende afslag
Tove Marie Jensen skiftede sent spor for at blive lærer. Tidligere var hun industrilaborant, men som 51-årig blev hun færdiguddannet lærer, og kort efter blev hun overfaldet i klasselokalet.
- Anmeldelsen var en forebyggende foranstaltning. Jeg er lidt oppe i årene, og hvis det blev ved med at gøre ondt eller blev værre, så jeg ikke kunne arbejde, så var det vigtigt, at det blev anerkendt som arbejdskade, siger hun.
Da hun sendte anmeldelsen afsted, var hun ikke i tvivl om, at den ville blive godkendt.
- Det er nogle varige skader, man har pådraget sig under arbejde. Så i mine øjne er det en klokkeklar arbejdsskade, siger hun.
Men sådan skulle det ikke blive. Hun fik at vide, at skaden lå under den såkaldte bagatelgrænse.
- Jeg troede, det var løgn. Sprogbruget især var virkelig nedladende. De bagitaliserede det og sagde: "Det går nok over af sig selv". De kaldte mig egentlig bare for et pylrehoved, forklarer Tove Marie Jensen om tonen i det chokerende afslag.
Kan man ikke forvente i løbet af et langt arbejdsliv, at man får et par skrammer undervejs?
- Det kan godt være, men hvis jeg skal have ondt i benene hver aften og hver gang, jeg går op af trappen, så synes jeg ikke, at man skal forvente det. Det er ikke en rimelig omstændighed.
Mundkurv
Men så tog fanden ved Tove Marie Jensen.
- Jeg bliver så vred, at jeg anker den. Det kan simpelthen ikke passe, at man skal komme til skade ved bare at passe sit arbejde, siger Tove Marie Jensen og fortsætter:
- For mig virker det som om, at de afviser i første omgang og prøver at sætte mundkurv på mig. Indirekte bliver man truet til at holde sig væk, når man får en besked fra det offentlige, hvor de siger, at det er noget vås, det man siger.
Danmarks Lærerforening overtager anken, og med et juridisk tæskehold ved sin side kommer der pludselig andre boller på suppen i Tove Marie Jensens sag.
Blot fire måneder efter det oprindelige afslag bliver hendes anmeldelse godkendt, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lægger pludselig vægt på, at Tove Marie Jensens smerter ikke forsvinder.
Ligeledes får det pludselig betydning, at hun tidligere har fået et skud binyrebarkhormon. Ifølge hende selv har der ellers ikke været nogen udvikling i smerterne over de fire måneder.
Hun er sikker på, at uden fagforeningens juridiske hjælp var hun ikke kommet nogen vegne.
- Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vender på en tallerken, efter at jeg får Danmarks Lærerforening ind over. Jeg havde ikke fået noget som helst ud af det, hvis jeg havde prøvet selv, siger hun.
Pludselig bliver arbejdsskaden godkendt.
Anerkendelsen er det vigtigste
Tove Marie Jensen får en mindre erstatning, men det var egentlig ikke det vigtige.
- Det var dejligt, den blev godkendt, men jeg gik ikke efter pengene. Jeg ville bare have en anerkendelse af, at det var en arbejdsskade, siger hun og forklarer, at det giver en ro i forhold til det videre arbejdsliv, hvis smerterne bliver værre.
Møllen, hun har været igennem for at få anerkendelsen, har dog været fuldstændig hat og briller. Opslidende for hende og regulært pengespild fra systemets side.
- At man skal kæmpe så meget for at få det anerkendt, det er simpelthen ikke i orden. Det er jo ikke kun mig. Systemet har jo også brugt en formue og mange ressourcer på det. Når der ligger speciallægeerklæringer, så bør de jo tage det for gode varer, siger Tove Marie Jensen.
Hun håber med sin historie at give sit nøk med til at ændre lignende sager i fremtiden.