Lær udenad, Thorning: Her er 10 angrebsspørgsmål fra V
Venstres lækkede, såkaldte ”debatmappe”, som skal klæde V-politikere på til at gå til angreb på rød blok op til det kommende folketingsvalg, indeholder mere end 160 spydige spørgsmål til partiets politiske modstandere. Det skriver tv2.dk, der er i besiddelse af mappen.
- Regeringen har selv præsenteret nulvækst i kommunerne. Mon velfærden er blevet dårligere under Thorning? Sådan lyder ét af V's angrebs-spørgsmål.
- Regeringen har selv præsenteret nulvækst i kommunerne. Mon velfærden er blevet dårligere under Thorning? Sådan lyder ét af V's angrebs-spørgsmål. Keld Navntoft/Scanpix


TV2 offentliggjorde onsdag eftermiddag 10 konkrete angrebs-spørgsmål, der tilsammen viser, at mappen byder på et væld af forskellige indgangsvinkler til angreb på Thorning og hendes allierede:

- Kan regeringen nævne en eneste af sine reformer, hvor Venstre ikke var mere ambitiøs end regeringens udspil?

- Regeringens kick-start er floppet og væksten skuffer gang på gang, så hvor er regeringens plan for at skabe vækst og private arbejdspladser?

- Hvordan skal vælgerne stole på jeres løfter? Hvordan ved vi, at det I lover nu, rent faktisk bliver til noget?- Hvorfor har regeringen nu mistet reformmodet?

- Regeringen har selv præsenteret nulvækst i kommunerne. Mon velfærden er blevet dårligere under Thorning?

- Hvorfor gør regeringen og Enhedslisten det dyrere at være dansker i en krisetid?

- Vil regeringen hellere have arbejdspladser i udlandet end i Danmark?

- Er der overhovedet nogle løfter til patienterne som regeringen har holdt? Selv løfter fra regeringsgrundlaget løber regeringen fra.

- Hvorfor stiller regeringen sig på systemets side og forringer patienternes behandlingsgaranti?

- Hvad blev der af socialdemokraternes valgløfter om flere lærere, færre elever i klasserne og bærbar computer til alle?

TV2 oplyser, at manualen er opdelt i forskellige emner som eksempelvis ”Løftebrudsregeringen”, ”Regeringen har gjort det dyrere at være dansker”, ”De bedste angreb på Socialdemokraterne” og ”De bedste angreb på SF”.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har flere gange sagt, at Venstre i den kommende valgkamp vil koncentrere sig om egne budskaber og ikke modstandernes.

Samtidig har Løkke kritiseret statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at bruge for meget tid på at angribe Venstres politik i stedet for at fortælle om sin egen.

- Jeg vil ikke nedgøre regeringens resultater, men fremlægge vores bud på den politik, Danmark har brug for i de kommende år. Jeg vil ikke pege fingre ad politiske modstandere for at have skabt problemerne, men i stedet komme med forslag til, hvordan de skal løses, sagde Løkke eksempelvis fra Folketingets talerstol i juni.

Men på side efter side skæres det i Venstres angrebsmanual ud i pap, hvordan regeringen skal omtales "løftebrudsregeringen" og at et godt stød mod rød blok er udmeldinger som: "danske forbrugere, bilister, skilsmisseramte - alle må holde for, når regeringen og Enhedslisten skal finde flere penge. Hvad bliver mon det næste?"

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.