Lær hvem Flygtningenævnet er
Blå blok varsler et opgør med den måde, Flygtningenævnet er sammensat på. Se her, hvad nævnet tager sig af.
Læs om Flygtningenævnet.
Læs om Flygtningenævnet. Foto: Polfoto, AP, Paolo Santalucia/free


Venstres politiske ordfører mener, at Flygtningenævnets uafhængighed "er gået fløjten", og vil fratage den private interesseorganisation Dansk Flygtningehjælps mulighed for at udpege medlemmer til nævnet.

Ifølge Flygtningenævnets hjemmeside, er nævnet et uafhængigt, domstolslignende organ.

Læs her, hvad Flygtningenævnet er for en størrelse:

* Flygtningenævnet tager sig af klager, som vedrører asylrelaterede afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet i 1. instans. Nævnet varetager sine opgaver i henhold til udlændingeloven.

* Nævnets afgørelser kan for eksempel omfatte sager, hvor Udlændingestyrelsen har inddraget eller nægtet at forlænge en opholdstilladelse, eller har givet afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en udlænding, og den pågældende klager over afgørelsen.

* Der sidder flere end 100 personer i Flygtningenævnet.

* Nævnet består af en formand og et antal næstformænd, som er dommere. Herudover består nævnet af et antal medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra Advokatrådet, justitsministeren, udenrigsministeren og Dansk Flygtningehjælp.

* Når nævnet behandler og afgør en sag, deltager fem personer hver gang.

- Det drejer sig om nævnets formand eller en næstformand, som er mødeleder. Derudover deltager en advokat, et medlem fra Justitsministeriet, et medlem fra Udenrigsministeriet og et medlem indstillet af Dansk Flygtningehjælp.

* Flygtningenævnet er uafhængigt af den politiske proces og kan ikke modtage direktiver fra regering eller folketing.

* Nævnets medlemmer er også uafhængige og kan ikke modtage eller søge instruktion udefra.

Kilde: Flygtningenaevnet.dk, Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.