Mandag erklærede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at han dropper sit krav om at sænke topskatten med 5 procentpoint.
Anders Samuelsen har ellers holdt fast i kravet, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev sit regeringsgrundlag i juni 2015. Men nu, hvor de kan komme i regering, er tonen anderledes, og det får konsekvenser for flere i baglandet.
U-vendingen gør dem nemlig til grin, skriver børsen.dk.
- Selvfølgelig har Anders Samuelsen et forklaringsproblem. For selvfølgelig bør man holde fast i sine synspunkter. Men der er trods alt fordele, og de handler om, at vi får indflydelse og bygger bro i stedet for at grave grøfter, siger Jan Vedel Heine (LA), der er viceborgmester i Lejre Kommune, til børsen.dk.
- I forvejen har LA og de andre borgerlige det problem, at vi har hævet bundskatten. Der er flere, der griner ad mig nu og spørger, hvad den borgerlige politik overhovedet er. Vi har jo altid stået for, at skatten skal ned. Det handler om kompromisernes kunst. Men det er altså lidt svært en gang imellem, tilføjer han.
Peter G. Harboe (LA), der er byrådsmedlem i Vejle Kommune, er enig.
- Jeg er helt med på, at det kommer til at hænge ved, at vi kravler direkte ned fra træet og hopper ind i en ministerbil. Men det er altså for at få gennemført politik, siger han til Børsen.dk.
Lars Løkke Rasmussen begyndte de indledende møder om regeringsdannelse mandag og fortsætter dem igen i dag tirsdag.