Lægevagt lod kvinde med hjerneblødning vente
Ældre Sagen kritiserer nu Lægevagten for en episode, hvor en syg kvinde ventede i timevis på en vagtlæge, der i sidste ende aflyste besøget.
Vagtlægen kom ikke, da en 76-årig mand ringede om hjælp til sin syge kone.
Vagtlægen kom ikke, da en 76-årig mand ringede om hjælp til sin syge kone. Foto: Scanpix


Når der er blevet lovet et lægebesøg, så er det ikke rimeligt at vente i timevis.

Sådan lyder kritikken fra Ældresagen oven på en episode fra Fanø, hvor en syg kvinde på 72 år ventede i timer på en vagtlæge, der i sidste ende aflyste besøget.

Det skriver DR Syd i dag.

Efter omkring to timer og tre kvarters venten ringede kvindens 76-årige mand igen til Lægevagten og rykkede for sygebesøget.

Den 76-årige mand og vagtlægen aftalte i stedet, at nogen fra Fanø Kommunes Plejecenter skulle komme og hjælpe den 72-årige hustru i seng.

Den efterfølgende morgen sendte parrets egen læge kvinden på hospitalet med ambulance. Og det viste sig, hun havde en hjerneblødning.

- Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad der var sket, hvis ikke ægteparret selv havde rykket, siger Margrethe Kähler, der er seniorkonsulent i Ældresagen til DR Syd.

Lægevagten i Region Syddanmark har et servicemål om at nå ni ud af 10 af alle sygebesøg inden for tre timer. Men der er ingen grund til at trække den til grænsen, siger seniorkonsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler.

- Her ved vi jo ikke, om man i det her tilfælde var kørt over grænsen, da man er så tæt på de tre timer, som regionen har fastlagt som servicemål. Man ved jo ikke, om der var sket noget, hvis nu ægtemanden ikke havde ringet igen, siger Margrethe Kähler.

Vagtchef ved Lægevagten i Region Syddanmark, Ole Holm Thomsen, vil ikke kommentere den konkrete sag. Men han siger til DR Syd, at Lægevagten afvikler sygebesøg hurtigst muligt, og det gælder i alle tilfælde.

- Vi afvikler vores sygebesøg hurtigst muligt. For hvis vi gemte nogen, så ville vi jo risikere, at det gik helt galt, hvis nu der pludselig var mange der havde brug for hjælp. Vi får afviklet alt hurtigst muligt, siger Ole Holm Thomsen til DR Syd.

Og han tilføjer, at man gør alt for at prioritere ressourcerne bedst muligt.

- Vi har læger siddende parat, der er klar til at afvikle sygebesøgende. Men der kan jo ske det, at der kan jo komme så mange sygebesøg på samme tid, at der kan opstå lidt ventetid, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.