Lægers fremtid i københavnsk akutsystem er stadig uvis
Praktiserende læger vil være en større del af 1813-systemet, men forhandlingerne om deres rolle trækker ud.


Kritikken af hovedstadens akuttelefon 1813 har været massiv, siden den åbnede i januar sidste år, og et af problemerne er, at svartiderne på telefonen i perioder har været meget lange.

Især de praktiserende læger har kritiseret 1813-ordningen. Men nu har deres organisation, PLO, i snart to måneder forhandlet med Region Hovedstaden om de fremover skal spille en rolle i ordningen - og i så fald hvilken.

- Vi taler rigtig godt sammen, og mit indtryk er, at regionen lytter til os, siger Christian Freitag, formand for PLO-Hovedstaden.

- Men løsningen ligger ikke lige for, og der kommer næppe en aftale i morgen eller i næste uge, siger han.

Det er en forudsætning for akuttelefonens succes, at de praktiserende læger bliver en større del af systemet, mener PLO-Hovedstaden selv.

Blandt andet foreslår organisationen, at praktiserende læger tager imod opkald til akuttelefonen, kører ud til patienter og står for personlige konsultationer - ligesom lægerne gjorde i lægevagtsordningen, som 1813-systemet har erstattet.

I dag er det hovedsageligt sygeplejersker, der tager imod opkald til 1813 om smerter, brandsår og andre skader. De kan herefter sende patienterne videre til blandt andet skadestuen, en speciallæge eller til konsultation hos en sygeplejerske.

Ifølge Christian Freitags synspunkt er et af problemerne med 1813-systemet, at patienterne risikerer at komme i kontakt med flere forskellige sundhedspersoner, og at de ikke nødvendigvis kommer frem til den rette læge i første omgang.

- Der er ingen tvivl om, at vi ønsker et akutsystem, der er baseret på det, vi kalder almen praksis, frem for et system, der er baseret på hospitalstankegangen, siger Christian Freitag.

Akuttelefonen mangler personale, og det er en af årsagerne til 1813-systemets for lange ventetider. Ifølge Region Hovedstaden er der henholdsvis 30 procent færre sygeplejersker og 25 procent færre læger tilknyttet akuttelefonen, end der er behov for.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.