Læger uden Grænser igen udsat for bomber mod sygehus
Mange meldes såret, men der er ikke meldinger om dræbte, efter et angreb mod hospital mandag aften i Yemen.
Det er kun tre uger siden, at et hospital drevet af Læger Uden Grænser blev bombet i Afghanistan. Mandag aften blev et andet af hjælpeorganisationens hospitaler bombet i Yemen.
Det er kun tre uger siden, at et hospital drevet af Læger Uden Grænser blev bombet i Afghanistan. Mandag aften blev et andet af hjælpeorganisationens hospitaler bombet i Yemen. Foto: Najim Rahim/AP/AP


Et hospital, som drives af Læger uden Grænser (MSF), blev mandag aften ramt af bomber fra saudiarabiske kampfly, oplyser hjælpeorganisationen på Twitter.

- MSF's anlæg i Saada blev i går aftes ramt af flere luftangreb, mens patienter og ansatte befandt sig i bygningen, skriver Læger uden Grænser på det sociale medie.

Angrebet sker tre uger efter, at et MSF-hospital i den afghanske by Kunduz blev bombet af amerikanske kampfly med mindst 30 dræbte til følge, hvilket USA's præsident efterfølgende har beklaget dybt.

Adskillige rapporteres såret efter mandagens angreb i Yemen ifølge hospitalsdirektøren, som citeres af nyhedsbureauet Saba, der er under Houthi-oprørernes kontrol.

- Luftangrebene har ødelagt hele hospitalet med alt, hvad der var derinde: Udstyr og medicinske forsyninger. Adskillige er lettere såret, siger lægen Ali Mughli.

Nyhedsbureauet rapporterer også om luftangreb, der har ramt en pigeskole og boliger i nærheden. Disse oplysninger er ikke bekræftet fra andet sted.

Sadaa ligger i det nordlige Yemen ikke langt fra grænsen til Saudi-Arabien.

En arabisk koalition af lande ledet af Saudi-Arabien indledte i foråret en bombekampagne i Yemen for at fjerne houthierne fra magten.

Saudi-Arabien ønsker præsident Abd Rabbuh Mansur Hadi, som måtte flygte ud af landet tidligere på året, genindsat.

Konflikten har kostet flere end 5600 mennesker livet.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har ligesom MSF opfordret til en "grundig og upartisk undersøgelse af angrebet" i Kunduz 3. oktober.

MSF i Danmark har tidligere haft danske nødhjælpsarbejdere i Kunduz, men de vil nu afvente en undersøgelse af angrebet, før de igen tager stilling til, om der skal sendes danskere til området.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.