Læger uden Grænser: Det bliver værre hver dag
Ifølge Læger Uden Grænser er der desperat brug for humanitær indsats i Yemen, hvor nødhjælp ikke kan nå frem.
Den kritiske tilstand i krigsramte Yemen spidser til. Det er ikke muligt at komme frem med nødhjælp, og Læger uden Grænser efterspørger mere hjælp.
Den kritiske tilstand i krigsramte Yemen spidser til. Det er ikke muligt at komme frem med nødhjælp, og Læger uden Grænser efterspørger mere hjælp. Foto: Hani Mohammed/AP


Den kritiske situation i krigsramte Yemen fortsætter med at udvikle sig dag for dag.

Siden slutningen af januar har den shiitiske Houthi-milits regeret i Yemen efter at have trængt regeringen og præsidenten væk fra magten. Det har fået en koalition bestående af flere arabiske lande til at iværksætte en kamp mod militsen.

Kampene har de seneste par uger skabt ødelæggelse i Yemen, og intet tyder umiddelbart på, at landet går lysere tider i møde.

Det oplyser Marie-Elisabeth Ingres, der er repræsentant i Yemen for Læger uden Grænser og lige nu befinder sig i den hårdt ramte yemenitiske hovedstad, Sanaa.

- Situationen i Yemen bliver værre og værre for hver dag, siger hun til Ritzau.

Et af problemerne er, at der bliver foretaget så mange luftangreb, at det vurderes usikkert at benytte luftrummet. Derfor kan nødhjælp ikke nå frem til landet og aflaste de hårdt prøvede sundhedsmyndigheder.

- Vi har desperat brug for assistance fra humanitære organisationer, men lige nu har vi ikke mulighed for at bringe hverken lægepersonale eller forsyninger ind i landet, siger Marie-Elisabeth Ingres, der kraftigt opfordrer til at lade nødhjælp lande i Yemen.

Den Internationale Røde Kors Komité fortalte tirsdag, at man har et fly klar med nødhjælp til Yemen, men at man ikke tør sende det på vingerne, da der ikke kan garanteres for sikkerheden.

Marie-Elisabeth Ingres oplyser, at 550 personer siden 19. marts er blevet indlagt på en akut hospitalsafdeling i den sydlige havneby Aden.

Så sent som mandag i denne uge blev en lejr for mennesker på flugt ramt af et luftangreb, der kostede mindst 40 livet. Tirsdag mistede yderligere seks civile livet som følge af brande forårsaget af luftangreb mod Houthi-militsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.