Bjerge af unødvendige lægeattester, syge uden sygedagpenge og et ubehageligt pres i forholdet mellem læge og patient.
Sådan lyder bekymringen i høringssvarerne fra læger og kommuner, der har set på det nye forslag til en reform af sygedagpenge.
”De korte tidsfrister i lovforslaget er giftige for forholdet mellem lægen og patienten. Det bliver enormt svært og tungt, når der står en patient, der siger, han skal have tid i dag, ellers mister han sine sygedagpenge,” siger næstformanden i Lægeforeningen Jette Dam-Hansen.
Både Lægeforeningen og Kommunernes Landsforening er meget kritiske over for de mange lægeattester, der er en del af reformen af sygedagpenge.
”Efter hvad vi ved, så er det omkring 78.000 sygemeldte hvert år, der ser ud til at skulle have en attest. En del får det allerede, men jeg tror at nogle fremover også vil få flere per person,” siger Jette Dam-Hansen.
Regeringen fremsætter lovforslaget til 1. behandling i Folketinget i første halvdel af maj. Lovforslaget har netop været sendt ud i høring hos en lang række organisationer.
Jette Dam-Hansen mener, at det er umuligt for de praktiserende læger, at øge det samlede arbejde med attester. Bliver der krav om flere går tiden fra arbejdet med at undersøge og behandle deres patienter.
Otte dage til at skaffe sig en lægeattest
For godt et år siden trådte reformen af førtidspension og fleksjob i kraft. Siden har de praktiserende læger lavet en ny type lægeattest til nogle såkaldte rehabiliteringsteam.
Det har betydet, at de praktiserende læger har lavet flere kommunale lægeattester, siger Jette Dam-Hansen.
Reformen af sygedagpengesystemet introducerer nu en ny lægeattest, som også skal laves af den praktiserende læge. Attesten skal den syge borger bruge ved første samtale i kommunen.
Samtalen skal kommunen holde inden otte uger. For syge, der med det samme ser ud til blive langtidssygemeldt, kan de eller deres arbejdsgiver bede om at få holdt samtalen efter to uger.
Alt i alt giver det otte-ti dage fra kommunen beder om lægeattesten, til den sygemeldte skal have været hos lægen og lægen skal være færdig med attesten.
Ingen attest, ingen sygedagpenge
Er der ikke en lægeattest ved første samtale, er det en del af lovforslaget, at sygedagpengene skal stoppes, til attesten kommer.
”Disse korte tidsfrister er urealistiske” skriver Lægeforeningen i sit svar. Jette Dam-Hansen mener 14 dage er absolut minimum.
Kommunernes Landsforening (KL) er også meget kritisk over for de korte frister, som KL kalder ”overdreven brug af lægeattester med kort tidsfrist og hård sanktion”.
KL advarer om, at rigtig mange syge vil miste deres sygedagpenge, fordi deres egen læge holder ferie eller der er ventetid, så de simpelthen ikke kan skaffe en attest inden for fristen.
KL: Folk i gips behøver ikke lægepapir
Det, skriver KL, vil give et stort arbejde, først at stoppe sygedagpenge, for så at sætte dem i gang igen få dage senere, når lægeattesten kommer. Desuden skal alle, der får stoppet sygedagpengene, partshøres.
Kommunerne mener i det hele taget, at reformen lægger op til ”helt unødvendige attester fra egen læge”
”For eksempel hvis personen er i gips er det ikke nødvendigt at indhente en attest fra egen læge” indvender Kommunernes Landsforening til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
KL foreslår i stedet, at kommunen selv afgør om der overhovedet er brug for en attest og om man i stedet kan få journaloplysninger fra det sted, er behandler den syge borger.
Borgere, der ved de første opfølgningssamtale bliver henvist til en tværfaglig indsats, skal også fire uger senere møde op med en anden slags lægeattest.
Det får kommunernes landforening til at advare mod dobbeltarbejde. For i mange tilfælde kan man lige så godt bruge den første attest igen.
Lægeforening mener, at hvis politikerne fastholder de mange lægeattester til sygedagpengereformen, må Beskæftigelsesministeriet, KL og lægerne sætte sig sammen og diskutere, hvilke andre lægeattester, der så skal udgå.
Lovforslaget skal vedtages, inden Folketinget går på sommerferie midt i juni, så loven kan træde i kraft 1. juli.
Derfor får politikerne travlt.
S: Den hurtige indsat er vigtig
Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen fra SF vil se på høringssvarene.
”Det lyder som om, der er aspekter i loven, som vi må se nærmere på,” siger han.
Eigil Andersen mener, at det er helt afgørende, at der er lægeattester i sager om syge med alvorlig livstruende sygdom.
Til gengæld mener han, der er grund til at lytte efter KL’s indvendinger om, at ikke alle behøver en attest:
”Det lyder, som om dem med en brækkende arm i gips godt kunne undvære en lægeattest,” siger Eigil Andersen.
Socialdemokraten Jens Joel, der var med til forhandlingerne om reformen, siger, at hovedmålene er at ingen skal ende uden forsørgelse, og at indsatsen for at få syge tilbage på job skal i gang tidligere.
”Ud fra det ser vi selvfølgelig på de indvendinger, der er kommet i høringssvarene. Også omkring lægeerklæringerne. Der er brug for et kvalificeret grundlag for at træffe beslutning om en hurtig indsats, men nu ser vi på det,” siger Jens Joel.