Læger opdager fejl, når de selv bliver syge
Når læger og sygeplejersker selv skal behandles på landets hospitaler, oplever de foruroligende mange fejl. Det viser ny rapport.
Læger og sygeplejersker oplever, at de selv skal sørge for den rette medicinering, når de eller deres pårørende er indlagt. Arkivfoto.
Læger og sygeplejersker oplever, at de selv skal sørge for den rette medicinering, når de eller deres pårørende er indlagt. Arkivfoto. Foto: CARSTEN ANDREASEN/POLFOTO


Læger og sygeplejersker, der oplever hospitalsvæsnet som patient eller pårørende, oplever en så dårlig dialog mellem patienter og behandlere, at det kan føre til fejl. Det viser en ny rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der er lavet i samarbejde med Trygfonden. Det skriver dr.dk mandag.

I undersøgelsen beretter deltagerne med sundhedsfaglig baggrund, at de klart ser de fejl, der bliver begået, når de som pårørende er i kontakt med hospitalerne. Flere af dem fortæller, at de selv har måttet sørge for at få nok væske og den rigtige medicin.

En fra rapporten fortæller, hvordan et familiemedlem fik skåret fingeren halvt af, og hvordan lægerne konkluderede, at den skulle amputeres. Men vedkommende fik med sin sundhedsfaglige viden gennemtrumfet, at familiemedlemmet først skulle tilses af en håndkirurg.

- Han har sin finger i dag, siger den pågældende deltager i undersøgelsen.

Rapportens resultater er bekymrende nyt, mener Lars Engberg, der er formand for interesseorganisationen Danske Patienter.

- Det er selvfølgelig meget beskæmmende, at man nærmest skal iføre sig kittel og udgive sig for at være læge eller sygeplejerske for at få den behandling alle patienter burde have, siger han til dr.dk.

Undersøgelsen er foretaget blandt sundhedspersonale på hospitalerne i Hvidovre og Aalborg og Sygehus Lillebælt.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.