I går kom det frem, at den kendte globetrotter Troels Kløvedal er alvorligt syg.
Han lider blandt andet af sygdommen als, der betyder, at hans muskler langsomt vil forsvinde, så han til sidst ikke længere kan bevæge sig, tale eller synke. Sygdommen er uhelbredelig. Derudover lider Troels Kløvedal også af lungesygdommen bronkietasier. Og den tilstand vil komme til at føles meget værre på grund af als, lyder det ifølge BT fra flere læger.
- Als er en sygdom, der gør, at muskulaturen ikke virker. Derfor vil han komme til at opleve nedsat hostekraft, og det kan føre til alvorlige bakterieinfektioner, fordi han ikke kommer af med den slim, der sidder på lungerne, siger overlæge ved lungemedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital Ulla Møller Weinreich til BT.
Troels Kløvedals lungesygdom er meget sjælden, og det er forskelligt, hvordan den rammer. Men den vil ofte påvirke livskvaliteten.
- Mange synes f.eks., det er pinligt at gå i teatret, biografen eller til koncert, fordi de hoster konstant og hoster slim op. Så på den måde påvirker det livskvaliteten betydeligt, siger overlæge ved lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital Elisabeth Bendstrup til BT.
Troels Kløvedal selv håber ikke, at han når at opleve de så grusomme side af de to frygtelige sygdomme.
- Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. Rent kropsligt fungerer jeg, men mine lunger er meget syge, og jeg taler meget, meget svagt og meget utydeligt, siger han ifølge BT i bogen Modne mænd, der udkommer fredag.
Troels Kløvedal er især kendt for sine jordomsejlinger med Nordkaperen, som han købte i 1967.