Læger i Odense finder kur mod opsvulmede arme og hænder
Plastikkirurger fra Odense har fundet ud af, at stamceller fra kvinders mavefedt er nøglen til ny kur.
Plastikkirurger på Odense Universitetshospital har som de første i verden fundet en ny kur mod opsvulmede arme og hænder som konsekvens af brystkræftoperationer, skriver Berlingske.
Plastikkirurger på Odense Universitetshospital har som de første i verden fundet en ny kur mod opsvulmede arme og hænder som konsekvens af brystkræftoperationer, skriver Berlingske. Foto: Colourbox/Free


Plastikkirurger på Odense Universitetshospital har som de første i verden fundet en ny kur mod opsvulmede arme og hænder som konsekvens af brystkræftoperationer.

Det skriver Berlingske.

Lægerne har fundet ud af, at stamceller fra kvindernes mavefedt er nøglen til kuren. Det skyldes, at fedtvæv indeholder den højeste koncentration af stamceller.

Det betyder, at stamcellerne kan anvendes til at reparere de ødelagte lymfekar. Det mindsker dermed hævelser og irritation i arme og hænder.

- Stamceller er en slags grundbyggesten, der kan hjælpe kroppen med at gendanne alt fra muskelceller til nervevæv, og vores udgangspunkt var at bruge stamceller fra uønsket fedt til at gendanne beskadigede lymfekar, siger Jens Ahm Sørensen, overlæge og professor i plastikkirurgi ved Odense Universitetshospital til avisen.

Behandlingen består af en simpel fedtsugning. En lille del af det fjernede fedt transplanteres op i armhulen på patienten, mens resten centrifugeres med enzymer. Det opløser fedtet, så andelen af stamceller opkoncentreres, skriver Berlingske.

Ifølge avisen sprøjtes omkring fire milliliter stamceller ind i armhulen, hvor de hæfter sig fast på det transplanterede fedt. Efter det klarer kroppen selv resten af behandlingen.

Efter flere års forskning er de første behandlinger foretaget med succes på ti danske kvinder.

Berlingske skriver, at indgrebet er ganske simpelt og kan klares på en dag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.