Læge: Peres har god chance for at overleve slagtilfælde
- Hans tilstand er kritisk, men stabil. Hans chancer for at overleve er ret gode, siger læge om Shimon Peres.


Israels tidligere præsident Shimon Peres har en ret god chance for at overleve et slagtilfælde, som han fik tirsdag.

- Hans tilstand er kritisk, men stabil. Hans chancer for at overleve er ret så gode, siger Raphy Walden, som er personlig læge for den 93-årige modtager af Nobels fredspris.

Walden, som også er svigersøn til Peres, siger, at den tidligere præsident havde trykket hans hånd og "helt afgjort lyttede" under den behandling, som han fik natten til onsdag.

Raphy Walden siger, at den aldrende statsmand blev bragt til hospitalet for at blive undersøgt efter at have talt i en time ved et møde.

- Han blev derefter utilpas, og vi bragte ham på hospitalet, hvor han fik et slagtilfælde og delvist mistede bevidstheden, siger han.

Det er ikke første gang, at den aldrende ekspræsident har problemer med helbredet.

Shimon Peres var på hospitalet to gange i januar på grund af problemer med hjertet.

Shimon Peres modtog fredsprisen sammen med premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske præsident, Yasser Arafat, i 1993.

Anledningen var Osloaftalen, der dengang var et gennembrud i den årtier lange konflikt mellem israelere og palæstinensere.

Peres har haft stort set alle større embeder i Israel. Han var premierminister to gange, og han var præsident fra 2007 til 2014.

Peres blev født 2. august 1923 i Wieniawa i det daværende Polen. I dag ligger byen i Hviderusland.

Hans familie udvandrede ti år senere til det daværende Palæstinamandat, hvor de slog sig ned nær Tel Aviv.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.