Læge kvitter jobbet: Fik nok af dårlig samvittighed
"Jeg elsker mit arbejde, og alligevel har jeg valgt at sige min stilling op. Undskyld, kære lungepatienter," skriver læge Pia Holland Gjørup i et facebookopslag.
Konstant dårlig samvittighed over for patienterne får lungelæge til at kvitte jobbet. 
Konstant dårlig samvittighed over for patienterne får lungelæge til at kvitte jobbet.  Modelfoto:Scanpix/Arkiv


Speciallæge i lungemedicin Pia Holland Gjørup elsker sit arbejde på Hospitalsenheden Vest, der ligger i Region Midtjylland. Men hun vælger at sige sit job op. På grund af dårlig samvittighed. 

Det forklarer hun i et Facebookopslag, hvor hun undskylder hendes utilstrækkelighed, skriver mx.dk.

"Jeg er så frygtelig træt. Træt af at arbejde alt for mange timer. Træt af at hver gang jeg løser en opgave er der en anden der ikke bliver løst," skriver hun blandt andet i opslaget. 

Ikke tid til patienter, kollegaer eller familie 

Pia Holland Gjørup skriver, at manglende ressourcer og krav om effektivisering er skyld i, at hun svigter både patienter, kollegaer og familien derhjemme. 

Det er blandt andet sene svar på scanninger, for korte stuegange, overbelægning og overarbejde, der giver lungelægen konstant dårlig samvittighed.  

Pia Holland Gjørup har valgt at dele sine frustrationer på Facebook og årsagen til opsigelsen for at gøre opmærksom på de forhold sundhedsvæsenet arbejder under, forklarer hun til mx.dk. 

Presset af krav om effektivisering 

I opslaget skriver hun, at hele sundhedsvæsenet er presset af vekslende regeringers krav om øget effektivitet og store besparelser. Og at der ikke er blevet prioriteret, hvor man vil investere de ressourcer, der trods alt er til rådighed. 

"Men tro mig. Der sker alligevel. Prioritering. For der bliver jo ikke flere penge og mere personale fordi man ikke vil vælge noget til og fra," skriver hun. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.