Læge bag steriliserings-skandale er tilbageholdt
Lægen steriliserede 83 kvinder i løbet af fem timer. Flere af dem døde efter indgrebet.
Myndighederne forsøger gennem massesteriliseringer at dæmpe befolkningstilvæksten. Der er over en milliard indbyggere i landet.
Myndighederne forsøger gennem massesteriliseringer at dæmpe befolkningstilvæksten. Der er over en milliard indbyggere i landet. Foto: /AP


Politiet i Indien har tilbageholdt en læge, der angiveligt foretog operationer i forbindelse med en massesterilisering af kvinder i landet. Steriliseringerne har indtil videre kostet 13 kvinder livet, mens adskillige er sendt på hospitalet.

Lægen blev tilbageholdt og afhørt sent onsdag i delstaten Chhattisgarh, fortæller politichef Pawan Deo til nyhedsbureauet AFP.

Sagen om de tragiske indgreb har vakt vrede i befolkningen.

Den tilbageholdte læge opererede i løbet af fem timer 83 kvinder under den statskontrollerede massesterilisering.

- Han er kommet i politiets varetægt. Han vil blive fremstillet i retten i eftermiddag (torsdag, red.). Han vil formentlig blive anholdt kort efter, fortæller politichefen.

Politiet har planer om at beslaglægge det udstyr, der blev brugt under operationerne, oplyser han. En af teorierne er, at udstyret ikke var sterilt, da det blev taget i brug.

Steriliseringerne blev foretaget i weekenden på en såkaldt sundhedslejr. I løbet af mandagen strømmede det ind med beretninger fra flere af de opererede kvinder om nedsat puls, opkastning og andre dårligdomme.

Kvinderne modtog 1400 rupier, hvad der svarer til 136 kroner, for at gennemgå indgrebet.

Myndighederne forsøger gennem massesteriliseringer at dæmpe befolkningstilvæksten. Der er over en milliard indbyggere i landet.

Lokalregeringer i Indien tilbyder ofte gaver som biler eller hvidevarer til par, der indvilger i at lade sig sterilisere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.