Kjole, kage og crooner. Sådan kunne opskriften på den amerikanske sangerinde Lady Gagas drømmebryllup lyde.
Men mens kagen og kjolen uden tvivl bliver både overdådige og bekostelige, kunne noget tyde på, at Lady Gaga har fået sin bryllupssanger til vennepris.
Den berømte sangerinde har nemlig hyret sin nære ven og kollega Tony Bennett til at lægge stemme til, når hun og Taylor Kinney skal danse deres første dans som mand og kone. Det skriver The New York Post.
- De spurgte mig, om jeg ville, og selvfølgelig vil jeg det, fortæller Tony Bennett til avisen.
Han og Lady Gaga udgav tidligere på året pladen "Cheek to Cheek", som de tager på turné med i løbet af foråret og sommeren.
Ud over at han skal synge, ved Tony Bennett imidlertid ikke meget om det forestående bryllup.
- Alt, jeg ved, er, at kender man Lady Gaga ret, bliver det storslået, siger han.
Den berømte crooner er også godt tilfreds med den mand, som hans gode veninde har valgt at gifte sig med.
- Han er en skøn mand, meget talentfuld og flot, siger Bennett om "Chicago Fire"-stjernen, der friede til Lady Gaga på valentinsdag.
Parret har endnu ikke offentliggjort nogen bryllupsdato, men skulle de få lyst til at gifte sig under en dansk sommerhimmel, kan de jo passende holde brylluppet, når Lady Gaga og Tony Bennett kommer til Danmark til sommer.
Popdivaen og crooneren giver koncert i Tivoli i København den 8. juli.
Newspaq