Labour tager føringen forud for britisk gyservalg
Der er kun en måned til det britiske parlamentsvalg, hvor de store partier må satse på støtte fra de mindre.


Det britiske arbejderparti Labour står til at blive det største parti i Underhuset, når der er parlamentsvalg i Storbritannien 7. maj. Det viser en meningsmåling, som YouGov har lavet for The Sunday Times.

I en måling får Labour opbakning fra 36 procent af vælgerne, mens premierminister David Camerons konservative parti kun står til 32 procent af stemmerne.

Hvis dette forspring holder helt indtil valgdagen, vil Labour have 60 flere sæder i parlamentet end ærkerivalerne fra Det Konservative Parti.

Målingen blev lavet, efter at Labour-lederen Ed Miliband og David Cameron hver især stillede op i et tv-interview torsdag. Cameron har afvist at stille op til en direkte tv-duel med Miliband.

Et flertal på 54 procent af briterne syntes dog, at Cameron klarede sig bedst igennem interviewet, mens Miliband ifølge 46 procent klarede sig bedst.

Uanset hvordan valget ender, vil ingen af de to gamle partier kunne danne regering uden støtte fra et eller flere andre partier i Storbritannien.

Det er især stor spænding om, hvor godt et valg det EU- og indvandrerkritiske parti United Kingdom Independence Party, Ukip, får.

Partiet havde et godt år i 2014, hvor det blev det største britiske parti i Europa-Parlamentet og fik to pladser i det britiske parlament.

Begge de to medlemmer af Underhuset var i forvejen valgt ind for det konservative regeringsparti, men hoppede af og sluttede sig til Ukip og blev siden genvalgt.

Derudover bliver det også afgørende, hvor godt det skotske uafhængighedsparti, SNP, og Liberaldemokraterne klarer sig.

Valget kan med andre ord bliver det mest spændende i mange år. Premierminister David Cameron har på forhånd sagt, at hvis han bliver valgt til en anden periode, vil det være hans sidste i spidsen for Storbritannien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.