Labour-politikere fik de første pladser i parlamentet
Først da stemmer i fire valgkredse var talt op fik Det Konservative Parti sit første mandat i parlamentet.
Labour med Ed Miliband i spidsen fik de første pladser i parlamentet efter torsdagens valg i Storbritannien.
Labour med Ed Miliband i spidsen fik de første pladser i parlamentet efter torsdagens valg i Storbritannien. Foto: Chris Radburn/AP


Bridget Phillipson fra Labour blev den første kandidat, der er blevet stemt ind i det britiske parlament efter torsdagens valg i Storbritannien.

Det står klart, efter at alle stemmer er blevet talt op i valgkredsen Houghton and Sunderland South, som var klar med resultatet kort efter klokken 23.45 dansk tid.

Og vælgerne har peget på Labour-medlemmet Phillipson.

Med 21.218 stemmer blev hun valgt sikkert ind, og det var ventet, at den 31-årige kandidat ville løbe med sejren

Hendes nærmeste forfølger var Ukips lokale kandidat, der fik 8280 stemmer.

Også det andet medlem, der officielt er blevet valgt ind i parlamentets underhus, er fra Labour.

Det drejer sig om 51-årige Julie Elliott, der som ventet har fået opbakning fra vælgerne i valgkredsen Sunderland Central.

Hun fik 20.959 stemmer, mens Det Konservative Partis kandidat som den næstmest populære måtte nøjes med 9780 stemmer.

Begge valgresultater er blevet transmitteret på direkte tv fra valgkredsene, der var ventet at være blandt de første med stemmeoptællingerne.

Der skulle optællinger til i fire valgkredse, før at Det Konservative Parti officielt fik sit første sæde i det britiske parlament.

Det skete, da valgkredsen Swindon North erklærede den konservative kandidat Justin Tomlinson for vinder, skriver BBC.

Tomlinson blev valgt ind med 26.925 stemmer. Labours kandidat, der var den nærmeste forfølger, manglede godt 12.000 stemmer for at blive kredsens repræsentant i parlamentet.

Det var ifølge BBC ventet, at Det Konservative Parti ville holde fast i kredsen, hvor Justin Tomlinson første gang blev valgt til parlamentet ved valget i 2010.

Også valgkredsen Putney har peget på en konservativ kandidat, da Justine Greening fik størstedelen af kredsens vælgere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.