Lån i schweizerfranc er 15 procent dyrere
Med styrkelsen af den schweiziske valuta er danske lån i schweizerfranc blevet 15 procent dyrere.
Schweizerfrancen giver euroen baghjul.
Schweizerfrancen giver euroen baghjul. Foto: /free


For de danskere, der har spekuleret i at optage lån i schweizerfranc, er torsdagens melding om, at den schweiziske centralbank har fjernet loftet over valutaen, en rigtig dårlig nyhed.

Lån i schweizerfranc er med et slag blevet 15 procent dyrere, fortæller Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank.

- Hvis man har et lån i schweizerfranc, så bliver man desværre ramt nu af, at valutakursen lige er steget med omkring 15 procent.

- Fremadrettet er ydelsen vokset med 15 procent, og det er hovedstolen også. Det er vel det modsatte af at få i pose og sæk, siger Frank Øland Hansen.

Tidligere var der store gevinster at hente ved højrisikable lån i schweizerfranc. Det har blandt andet mange danske kommuner og landmænd benyttet sig af. Men lånene er ikke nær så udbredte som tidligere, siger chefstrategen.

- Det her ville have været langt mere alvorligt for nogle år siden. Der er mange, der er kommet ud af de her lån. Dels fordi de er risikable, dels fordi renterne er historisk lave i øjeblikket, så det ikke længere er helt så attraktivt, siger Frank Øland.

Det har ført til en voldsom reaktion på valutamarkedet, at den schweiziske centralbank overraskende fjernede deres loft over schweizerfrancen torsdag, så den nu flyder frit i stedet for at være koblet til euroen.

Udmeldingen har skabt fornyet nervøsitet i aktiemarkederne, som er faldet lidt på tværs af Europa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.