LA vil drøfte inhabilitet efter OW-kollaps
Liberal Alliance vil have set nærmere på folkene bag Finanstilsyn: De skal være neutrale og objektive.
Liberal Alliances erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, langer nu ud efter Finanstilsynet i sagen om OW Bunkers konkurs.
Liberal Alliances erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, langer nu ud efter Finanstilsynet i sagen om OW Bunkers konkurs. Foto: OLUFSON JONAS/Polfoto


OW Bunkers kollaps har rejst et spørgsmål om habilitet i statens vagthund for den finansielle sektor, Finanstilsynet, som Folketinget må forholde sig til. Det mener Liberal Alliances erhvervsordfører Joachim B. Olsen.

- Helt generelt er det vigtigt, at dem som sidder og kontrollerer den finansielle sektor og børsprospekter er neutrale og ikke har nogle interesser på spil. Det har man ikke været opmærksom nok på.

- Man kan se, at de mennesker, der sidder i kontrollerende organer, selv har været ansat i sektoren. På kryds og tværs kender de hinanden og har arbejdet sammen med nogle af dem, de skal kontrollere, siger Joachim B. Olsen til Ritzau.

I forbindelse med OW Bunkers konkurs er det kommet frem at, bestyrelsesmedlem Jakob Brogaard har flere kasketter på i sagen om det nedsmeltede olieselskab.

Han sidder i OW Bunkers bestyrelse samtidig med, at han også sidder i Finanstilsynets bestyrelse. Finanstilsynet skal blandt andet kontrollere, om indholdet i børsprospekter opfylder lovens krav.

Jakob Brogaard er desuden formand for Finansiel Stabilitet, der populært kaldes statens skraldespandsselskab, der samler stumperne op efter krakkede banker. I mange år var Jakob Brogaard øverste kreditchef og viceordførende direktør i Danske Bank.

Joachim B. Olsen vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men spørgsmålet vil ikke kunne undgå at komme op i forligskredsen bag statens finansielle vagthund.

- Der må der ikke sås tvivl om kontrolenhedens objektivitet og neutralitet, og det er jeg ikke helt sikker på, at man har været nok opmærksom på. Det skal vi have en snak om i forligskredsen, der består af alle folketingets partier undtagen Enhedslisten, siger Joachim B. Olsen.

De Konservatives erhvervsordfører og tidligere erhvervsminister i VK-regeringen, Brian Mikkelsen har ingen kommentarer til sagen.

Ved børsnoteringen tjente Jakob Brogaard ifølge Berlingske Business 1,1 millioner kroner på salg af aktier. Syv måneder efter er selskabet konkurs med et tab på 1,6 milliarder kroner.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Jakob Brogaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.