LA trodser DF-melding: Vi skal nok få skattelettelser til efteråret
Dansk Folkepartis formand siger onsdag, at de ikke vil være med til skattelettelser før næste valg.
Politisk ordfører i Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll, og hans parti tror stadig på, at de får de skattelettelser, som de kræver for ikke at vælte regeringen. Det er på trods af, at Dansk Folkeparti nu afviser at gå med til skattelettelser.
Politisk ordfører i Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll, og hans parti tror stadig på, at de får de skattelettelser, som de kræver for ikke at vælte regeringen. Det er på trods af, at Dansk Folkeparti nu afviser at gå med til skattelettelser. Foto: Lars Krabbe/Polfoto


Det bekymrer ikke Liberal Alliance (LA), at Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl onsdag afviser at være med til at gennemføre skattelettelser inden næste valg.

- Dansk Folkepartis (DF) synspunkter er jo velkendte, siger politisk ordfører for LA, Simon Emil Ammitzbøll.

- Umiddelbart ser jeg ikke så meget nyt i det, og jeg tror, det løser sig. Jeg tror på, at vi til efteråret får lavet en aftale, hvor vi får sænket topskatten.

LA har i længere tid holdt fast i, at hvis der ikke kommer skattelettelser, så vil partiet trække gulvtæppet væk under Venstre-regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I februar måned i år udtalte LA's formand, Anders Samuelsen, at "vi ved inden jul, om vi får skattelettelser eller en ny regering".

Spørgsmål: Liberal Alliance har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser til efteråret. Står I stadig fast på det?

- Vores synspunkter er velkendte, men vores tilgang til det er, at vi synes, at de borgerlige partier skal forhandle og finde løsninger til glæde for alle, i stedet for at råbe af hinanden i medierne, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Hos De Konservative håber man på, at man via dialog med DF kan finde plads til skattelettelser.

- Nu sætter vi os ned med vores venner i DF, og så er jeg sikker på, at vi nok skal få skabt et råderum til skattelettelser både i toppen og i bunden. Vi har ganske enkelt ikke råd til andet, siger De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, i en skriftlig kommentar.

Ifølge DF er det de stigende udgifter til flygtninge, der gør, at der ikke er penge til skattelettelser.

Kristian Thulesen Dahl bruger et nyt regnestykke fra Finansministeriet som begrundelse for at trække stikket til Lars Løkke Rasmussen valgløfte.

Regeringens prognose for, hvor meget befolkningen vokser frem til 2020, lyder nu på knap 100.000 personer på grund af flygtningestrømmen til Danmark.

Det betyder ifølge Finansministeriet, at de offentlige udgifter vil stige med 6,4 milliarder kroner i årene 2017 til 2020.

Selv om regeringen, Liberal Alliance og Konservative skulle finde penge, så skal de ikke bruges på skattelettelser, men på velfærd, lyder det fra DF-formanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.