LA står fast på topskattekrav efter udstrakt hånd fra DF
DF-åbning for at forhandle topskattelettelser er en begyndelse, mener LA, der fortsat tror på blå aftale.
Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, der her ses sammen med partileder Anders Samuelsen, står fast på, at topskatten skal sænkes fem procentpoint for alle indkomster. Arkivfoto.
Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, der her ses sammen med partileder Anders Samuelsen, står fast på, at topskatten skal sænkes fem procentpoint for alle indkomster. Arkivfoto. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Dansk Folkepartis melding om, at partiet er klar til at indgå et kompromis, der også indeholder topskattelettelser i en eller anden udstrækning, får ikke Liberal Alliance til at drosle ned på partiets krav om, at alle topskatteydere skal have nedsat topskatten med fem procentpoint.

- Jeg tror på, at vi får lavet en blå aftale, hvor vi sænker topskatten med fem procentpoint hele vejen op, siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

- Jeg tror også på, at vi får en blå aftale, hvor Dansk Folkepartis ønsker om udlændinge, sundhed og velfærd vil blive taget alvorligt, tilføjer han.

Dermed taler de to toppolitikere tilsyneladende lidt forbi hinanden. Thulesen Dahl gør det klart, at det kompromis, han forestiller sig, nok skal indeholde "noget" på topskatten, men ikke så meget, som regeringen lægger op til.

Og dermed slet ikke så meget, som LA kræver.

Mens Simon Emil Ammitzbøll altså ser en aftale for sig, hvor man så at sige veksler udlændingestramninger for topskat. Han kalder meldingerne fra Thulesen Dahl for "en begyndelse".

- Jeg synes, DF skal droppe sit V-DF-S-fatamorgana og komme tilbage i den blå virkelighed, sige Ammitzbøll.

- Man skal huske på, at tilbage i 2015, da vi var med til at sætte Lars Løkke Rasmussen (V) i statsministerstolen, var forudsætningen, at han ville sænke topskatten med fem procentpoint. Det er stadig forudsætningen, fastslår han.

Meldingerne om et muligt topskattekompromis fra Thulesen Dahl falder i et interview med Ritzau.

- Man kunne godt forestille sig en forhandling, der kiggede på, om man i et kompromis bliver nødt til at gøre noget i forhold til topskatten - altså noget mindre end det, Løkke har foreslået, men alligevel et eller andet, vi i Dansk Folkeparti kan acceptere for så at få noget andet, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.