LA: Regeringen snyder SF og Alternativet
SF's gruppeformand er dog stensikker på, at regeringen vil finde penge til grøn boligjobordning.
Ifølge Liberal Alliances Ole Birk Olesen snyder regeringen Alternativet og SF, når den lover en grøn og klimavenlig boligjobordning fra næste år.
Ifølge Liberal Alliances Ole Birk Olesen snyder regeringen Alternativet og SF, når den lover en grøn og klimavenlig boligjobordning fra næste år. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Næste år bliver boligjobordningen grøn og klimavenlig. Sådan lød det glade budskab, da den nytiltrådte regering sammen med DF, Konservative, SF og Alternativet mandag kunne præsentere en forlængelse af det såkaldte håndværkerfradrag.

Men hvor pengene skal komme fra, ligger ikke fast endnu, fremgår det også af aftalen.

For Alternativet og SF er det afgørende, at håndværkerfradraget på målrettes boligforbedringer, der også er energi- og miljøvenlige.

Og det bliver det altså fra næste år, fremgår det af aftalen. Men det fremgår også, at der skal findes penge til det. For mens håndværkerfradraget for 2015 bliver finansieret af de såkaldte reserver, så skal der findes penge til ordningen på næste års finanslov.

Liberal Alliance, der har været med til at gøre Venstres Lars Løkke Rasmussen til statsminister, står uden for aftalen. Og partiets finansordfører, Ole Birk Olesen, forudser, at det bliver svært for regeringen at skaffe finansiering til ordningen næste år - hvor de grønne elementer skal træde i kraft.

- Det virker som om, SF og Alternativet er blevet snydt, siger han.

Grunden til, at LA ikke er med i aftalen er ifølge Ole Birk Olesen, at de øvrige borgerlige partier ikke har kommet partiet nok i møde på LA's mærkesager, herunder topskattelettelser.

Det er ganske vist kommet med i regeringsgrundlaget, men det er ikke nok til, at LA vil stemme for boligjobordningen.

Hos SF er gruppeformand Jonas Dahl dog fuldstændig overbevist om, at Løkke vil kunne finde de 0,8 milliarder kroner, som ordningen er vurderet at ville koste næste år.

- Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan Lars Løkke har tænkt sig at finansiere sin finanslov.

- Vi har foreslået, at man kan finde pengene ved at udskyde selskabsskattelettelser. Men jeg vil gerne gøre det helt klart, at vi stemmer ikke for forringelser i offentligt forbrug eller beskæringer af bistand.

- Det vil være fuldstændig uhørt, hvis man lavede en politisk aftale og efterfølgende løb fra den, fastslår Jonas Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.