Liberal Alliances Laura Lindahl har politianmeldt formanden for Facebook-gruppen "Jobcentrets Ofre", kontanthjælpsmodtageren Kim Madsen, til politiet, skriver Berlingske.
Det sker efter, Kim Madsen i et opslag på Facebook skrev: "Burde Laura Lindahl (LA) udstyres med et kællingebidsel ? - eller hvordan lukker man munden på hende samt hendes kumpaner?".
Laura Lindahl opfatter opslaget som en indirekte trussel. I kommentarsporet til opslaget er der flere, som går et skridt videre. Blandt andet er der en, som godt kan "smide en hilsen forbi", fordi han ved, hvor hun og hendes familie bor. Også han er meldt til politiet.
- Når sådan en person skriver, at han vil smide en hilsen ind, hvor min mand og jeg bor med to små børn, bliver det for meget. Så får det karakter af noget, der gør mig utryg, siger Laura Lindahl til Berlingske.
Kim Madsens opslag kommer som en reaktion på, at Laura Lindahl for et par måneder siden i "Debatten" på DR2 undrede sig over, at Kim Madsen kunne arrangere en modstandsbevægelse, men ikke tage et job:
- Det er underligt. Du er meget forhippet på at stå her og sige, at du er syg, men du arrangerer demonstrationer og er aktiv på alle internetfora. Du virker ikke som en, der er specielt syg, sagde Laura Lindahl og kommenterede den T-shirt Kim Madsen havde på. På T-shirten stod der "Vi synger røvhullerne ud af Christiansborg".
- Det er usmageligt. Tænk at man går til det på den måde, sagde Laura Lindahl.
Kim Madsen siger nu til Berlingske, at den udtalelse er af samme kaliber, som hans brug af ordet "kællingebidsel".
- Hvorfor skulle jeg udskældes for min påklædning og for ikke at påtage mig et arbejde, når nu det ikke var lovligt?, siger han til avisen.
Et kællingebidsel var et tortur-instrument, som blev brugt i 1600-tallet og beskrives af Historienet.dk, som en "hjelm til straf for rapkæftede kvinder".