LA: Kommuner skal konkurrere om at være bedst og billigt
Kommunerne har godt af at konkurrere med hinanden på skatteniveau og serviceydelser, mener Liberal Alliance. Partiet er ikke begejstret over Dansk Folkepartis forslag om at indføre en fælles kommuneskat.
Liberal Alliance er ikke glade for DF's forslag om en folketings-bestemt kommuneskat.
Liberal Alliance er ikke glade for DF's forslag om en folketings-bestemt kommuneskat. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Liberal Alliance er langt fra begejstret for Dansk Folkepartis forslag om, at Folketinget bør fastsætte en fælles kommunal skattesats på tværs af Danmark.

Det skriver Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, i en mail til Ritzau.

- Vi er bestemt ikke tilhænger af Thulesen Dahls forslag om, at Folketinget skal fastsætte en fælles kommuneskat.

- Vi mener fortsat, at kommunerne skal kunne konkurrere om at levere bedst og billigst, og det inkluderer, at kommunerne også kan konkurrere om at tilbyde de bedst mulige skattevilkår for borgerne, siger han.

I et interview med Ugebrevet Mandag Morgen siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at man ved at fastsætte en fast skatteprocent undgår en situation, hvor man kan spekulere i, om det kan betale sig at flytte til en anden kommune.

Samtidig skal serviceniveauet være mere ensartet kommunerne imellem.

Kommuneskatten svinger i dag med mere end fem procentpoint fra kommune til kommune.

LA: Sundt med konkurrence

Ole Birk Olesen mener, at det er sundt for kommunerne og kommer borgerne til gode, at der er konkurrence på tværs af kommunegrænserne.

- Kommunerne har med de nuværende rammer mulighed for at prioritere forskelligt. Det er sundt, for dermed opstår der en konkurrence om at give borgerne det mest attraktive tilbud.

- Det skal vi ikke spolere ved at ensarte og tilmed kræve, at nogle kommuner skal begynde at opkræve mere i skat hos borgerne, som i forvejen betaler rigeligt, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.