LA fortsætter kamp mod skattelister trods DF-stopklods
Som det eneste blå parti vil DF ikke droppe de åbne skattelister over virksomheders betaling af selskabsskat.
Skatteordfører Merete Riisager (LA) vil kræve de åbne skattelister lukket i kommende forhandlinger med resten af blå blok.
Skatteordfører Merete Riisager (LA) vil kræve de åbne skattelister lukket i kommende forhandlinger med resten af blå blok. Foto: Polfoto Polfoto/Polfoto


Liberal Alliance opgiver ikke kampen om at få lukket de åbne skattelister, selv om der tegner sig flertal mod partiets beslutningsforslag. I stedet for at lade slaget stå i folketingssalen, tager partiet skattelisterne med i "kommende forhandlinger" i blå blok.

- Jeg regner med, at vi kan komme til en fornuftig aftale med dem i forbindelse med nogle af de forhandlinger, vi skal i gang med i løbet af året, siger skatteordfører Merete Riisager (LA) uden at præcisere, hvilket forhandlingsbord hun tænker på.

Dansk Folkeparti var imod skattelisterne, der viser virksomheders betaling af selskabsskat, da de blev indført af SRSF-regeringen i 2012. Men i 2014 var partiet som det eneste blå med i SR-regeringens skattelypakke, der udvidede listerne.

Den aftale har DF tænkt sig at stå ved, men partiet er åben for en revision.

- Der er et holdningsmæssigt flertal, fordi de fleste partier godt kan se, at listerne ikke spiller nogen konstruktiv rolle for det erhvervs- og investeringsklima, som vi gerne vil skabe i Danmark, konkluderer Merete Riisager.

Hele idéen bag listerne er "mistænkeliggørelse", og derfor ser skatteordføreren ingen grund til at lave en revision.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at man kan lave skattelister på en måde, så de ikke fremstiller virksomhederne på et helt forkert grundlag.

- Skattelisterne havde til formål at lægge pres på de virksomheder, der ikke betaler selskabsskat, og mange af dem har gode grunde til ikke at betale - det kan være, de ikke har noget overskud eller har investeret.

Spørgsmål: Når nu der ikke er flertal for at afskaffe listerne, er den næstbedste løsning for jer så ikke at deltage i en revision?

- Det kommer sandelig an på, hvad den revision går ud på. Hvis det forværrer vilkårene for virksomhederne, er vi under ingen omstændigheder interesserede i at deltage, siger Merete Riisager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.