Kyster i det nordlige Japan ramt af mindre tsunami
Myndighederne udsendte tsunamivarsel efter jordskælv ud for hovedøen Honshu.
Hovedparten af Japans befolkning og blandt andet Tokyo ligger på hovedøen Honshu, hvor en tsunami tirsdag morgen lokal tid blev varslet. Arkivfoto.
Hovedparten af Japans befolkning og blandt andet Tokyo ligger på hovedøen Honshu, hvor en tsunami tirsdag morgen lokal tid blev varslet. Arkivfoto. Foto: Arkivfoto/free


En mindre tsunami har tirsdag morgen lokal tid ramt kysterne i det nordøstlige Japan

Der er ingen meldinger om tilskadekomne eller materielle ødelæggelser.

Myndighederne havde tidligere på morgenen advaret om risiko for, at bølger på op til en meters højde ville skylle ind mod Iwate-regionen som følge af et kraftigt jordskælv, der blev målt til 6,8 på richterskalaen.

Skælvets epicenter var cirka 210 kilometer øst for byen Miyako og lå i cirka 10 kilometers dybde, oplyste USA's Geologiske Overvågningscenter, USGC.

De lokale myndigheder i Iwate udsendte også et evakueringsvarsel for omkring 19.000 mennesker i kystnære byer i området.

Skælvet blev først målt til en styrke på 6,6, men det er siden justeret op.

Honshu, eller hovedlandet som øen omtales, huser hovedparten af Japans befolkning og storbyer som Tokyo, Kyoto og Yokohama.

Store dele af den kystlinje, der tirsdag blev udsendt tsunamivarsel for, blev i 2011 ramt af voldsomme bølger på op til 10 meters højde efter et jordskælv med en styrke på 9,0.

Omkring 18.000 mennesker mistede livet i naturkatastrofen, der også forårsagede store ødelæggelser på et atomkraftværk i Fukushima.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.