Kvitova nedlægger Sharapova i semifinalen
Sharapova havde gode muligheder for at udligne til 1-1 i sæt mod Petra Kvitova, men russeren fejlede.
Petra Kvitova spiller finale mod Agnieszka Radwanska i Singapore.
Petra Kvitova spiller finale mod Agnieszka Radwanska i Singapore. Foto: Joseph Nair/AP


Tjekkiske Petra Kvitova er klar til finalen i Singapore, hvor WTA-tourens sæsonfinale spilles.

I semifinalen kæmpede Kvitova sig tilbage efter at være stort bagud i andet sæt, og hun endte med at vinde kampen mod den russiske tennisstjerne Maria Sharapova 6-3, 7-6.

I finalen møder hun Agnieszka Radwanska fra Polen. Tidligere lørdag vandt hun sin semifinale over Garbine Muguruza fra Spanien.

Bemærkelsesværdigt er det, at både Muguruza og Sharapova havde gjort rent bord inden semifinalerne ved at vinde samtlige tre kampe i den indledende gruppe. Ingen af dem formåede dog at tage samme spil med til semifinalerne.

I første sæt lavede Kvitova færrest fejl og var skarpest til at udnytte sine breakmuligheder, mens Sharapova kæmpede med at få spillet til at fungere.

Fra begyndelsen af andet sæt så Sharapova ud til at have fået gang i spillet, og hun kom effektivt foran med 5-1, før hun igen fik problemer.

For trods to muligheder for at serve sættet hjem samt en sætbold, måtte sættet ud i en tiebreak, efter Kvitova kæmpede sig tilbage på 5-5 og siden kom foran 6-5, inden Sharapova udlignede.

I tiebreaken viste Kvitova endnu engang skarphed, mens en frustreret Sharapova begik dumme fejl og sendte sig selv ud af turneringen.

Finalen spilles søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.