Kvist til DBU: Drop individuelle aftaler
Landsholdsspilleren William Kvist opfordrer DBU til at sætte sig rigtigt til forhandlingsbordet i konflikten.
- Vi kommer under ingen omstændigheder til at gå i forhandlinger om individuelle aftaler, lyder det fra William Kvist.
- Vi kommer under ingen omstændigheder til at gå i forhandlinger om individuelle aftaler, lyder det fra William Kvist. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Landsholdsspilleren William Kvist angriber Dansk Boldspil-Union (DBU), der ifølge spillernes repræsentant, Spillerforeningen, ikke var klar til at gå i realitetsforhandlinger torsdag.

- Vi fortsætter med at stå sammen om en kollektiv aftale. Det må DBU forstå og sætte sig rigtigt til forhandlingsbordet sammen med Spillerforeningen og påbegynde realitetsforhandlinger, siger Kvist i en videoblog på Facebook.

Han understreger samtidig, at spillerne ikke er indstillet på at indgå individuelle aftaler.

- Vi kommer under ingen omstændigheder til at gå i forhandlinger om individuelle aftaler. Det strider i den grad mod den danske model og måden, vi danskere plejer at gøre tingene på, og som vi har gjort på landsholdet i snart 20 år.

- Med individuelle aftaler vil nogle spillere komme til at tjene meget mere og andre meget mindre, og det ønsker vi ikke på landsholdet. Vi ønsker at arbejde sammen på lige vilkår, siger William Kvist.

DBU afviser dog, at aftalerne har individuelt indhold.

Fodboldforbundet har sat 2. marts som deadline for, at hver enkelt spiller ud af en bruttotrup på 60 skal underskrive aftalen.

DBU holder repræsentantskabsmøde lørdag og er først på mandag - netop den 2. marts - klar til igen at sætte sig til forhandlingsbordet med Spillerforeningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.