Kvist: Superligaen slutter alt for sent
William Kvist mener, det er noget rod, at Superligaen slutter så sent i forhold til mange andre ligaer.
Det er et problem, at danske Superliga-spillere ikke er klar til mandagens venskabskamp mellem landsholdet og Montenegro, mener William Kvist.
Det er et problem, at danske Superliga-spillere ikke er klar til mandagens venskabskamp mellem landsholdet og Montenegro, mener William Kvist. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


William Kvist havde gerne set, at A-landsholdet kunne bruge de bedste fodboldspillere i mandagens venskabskamp mod Montenegro.

Men klubberne i Alka Superligaen frigiver først spillerne på mandag, hvilket er samme dag, som Danmark møder Montenegro.

Kvist, som også sidder med i landsholdets spillerråd og har været anfører flere gange, peger på, at det ikke giver den mest optimale optakt - også med henblik på EM-kvalifikationskampen mod Serbien lørdag 13. juni.

- Vi stoppede tidligt ovre i Championship, og andre steder er de stoppet på forskellige tidspunkter. Grundlæggende er det noget rod, at ligaerne stopper så forskelligt.

- I forhold til Championship er der næsten fem-seks ugers forskel. For landsholdsfodbolden bliver det sværere og anderledes end ellers.

- Og for os landsholdsspillere er det da ærgerligt, at de hjemlige spillere først kan få fri på mandag. Jeg kan godt forstå, at Morten Olsen er ærgerlig over det. Det er vi andre også, siger Kvist.

Alt er afgjort i Superligaen i både top og bund, men der er stadig nogle sekundære placeringer at spille om. Holdene, der slutter i top-6, kan se frem til en ekstra hjemmekamp i næste sæson og flere tv-penge.

- Jeg kan godt forstå, at man skal respektere dem, der skal spille i Superligaen. Der er en runde tilbage, og der er stadig en hjemmebanefordel at spille om, så klubberne vil gerne have sine bedste spillere med.

- Men Superligaen burde have været færdig, og det er ærgerligt for begge parter. Der er noget planlægning, der kan gøres bedre. Vi spiller 46 kampe, og alligevel er vi færdige langt tidligere, påpeger Kvist.

I Superligaen spilles 33 kampe, men der er også en lang vinterpause på flere måneder i modsætning til i England, hvor der køres med fuldt program hen over jul og nytår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.