Kvist: Frankrig var et niveau bedre end os
William Kvist mener, at Frankrig var bedre og ovenikøbet blev hjulpet på vej af danske boldtab søndag aften.
William Kvist kæmper med Antoine Griezmann, da det danske fodboldlandshold søndag aften mødte Frankrig i St. Etienne i en venskabskamp.
William Kvist kæmper med Antoine Griezmann, da det danske fodboldlandshold søndag aften mødte Frankrig i St. Etienne i en venskabskamp. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Frankrig var ifølge William Kvist en hel del bedre end det danske landshold i søndagens 0-2-nederlag i Saint-Etienne.

Men de danske gæster gjorde også værterne bedre, end de måske var. Især i de første 45 minutter, hvor franskmændene scorede begge sine mål.

- Vi stod ikke godt nok imod i første halvleg. Vi blev kyst lidt.

- Vi tabte for mange bolde. Jeg tæller måske 8-10 bolde, hvor jeg tænkte, at vi skulle have haft lidt mere koncentration på. Det gjorde samtidig, at vi blev usikre, siger William Kvist.

- Jeg synes, at der var niveauforskel. De viste, at de var bedre end os. Især før pausen, mens det var lidt anderledes i anden halvleg.

- Men jeg ved også, hvordan det er, at være den bedre nation og føre 2-0 ved pausen. Så spiller man måske ikke på 100 procent, siger Kvist.

Målmand Kasper Schmeichel mener også, at danskerne kunne have gjort det bedre.

- Frankrig har et godt hold, men vi skal være skarpere.

- Vi begynder ikke specielt godt og er ikke aggressive nok. Når man giver deres klassespillere tid, så kan de altså lave ting og sager.

- Det var ikke godt nok før pausen, men bedre i anden halvleg, men der var skaden sket, konstaterer han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.