Kvist: Albanien-kamp har gjort det enkelt for os
Det danske fodboldlandshold har slikket sårene efter bommerten mod Albanien. Der kræves nu sejr over Armenien.
William Kvist så ikke just begejstret ud inden lørdagens aftentræning, da der blev trænet i Jerevan i Armenien.
William Kvist så ikke just begejstret ud inden lørdagens aftentræning, da der blev trænet i Jerevan i Armenien. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmark har sat sig selv under ekstra pres med fredagens skuffende 0-0-kamp hjemme mod Albanien i EM-kvalifikationen.

Derfor skal der nu tre danske point på kontoen ude mod Armenien mandag aften, og selv en sejr er muligvis ikke nok til at tage en af de sikre billetter til slutrunden i Frankrig næste år.

- Efter Albanien-kampen er det blevet endnu vigtigere for os at vinde. Det er ret enkelt. Vi skal have tre point mod Armenien mandag, og vi skal også have point mod Portugal. Så det har gjort det enklere, siger William Kvist.

Kun de to bedste fra gruppen og den bedste treer på tværs af de ni grupper går direkte videre, mens de otte andre treere skal spille playoff-kampe om at komme til EM.

- Det skærper til. Det er lidt noget andet med to kampe tilbage. Jeg synes, vi er blevet bedre og bedre i løbet af kvalifikationen, så det ser jeg ikke nødvendigvis som en dårlig ting.

- Jeg ville gerne have haft, at vi selv kunne afgøre det. Det er også derfor, vi er ærgerlige over resultatet mod Albanien i Parken, lyder det fra William Kvist.

Kampen mod Armenien går i gang mandag klokken 18 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.