Kvinder skal deltage i kampoperationer i USA's hær
Hele det amerikanske forsvar vil være åbent for kvinder fra det nye år, bebuder forsvarsminister.
Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter (tv), sammen med Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, under et tidligere møde i forsvarsalliancen.
Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter (tv), sammen med Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, under et tidligere møde i forsvarsalliancen. Foto: Virginia Mayo/AP


Det amerikanske forsvar vil gøre det muligt for kvinder at indtage alle roller i hæren, også som kampsoldater.

Det meddeler USA's forsvarsminister, Ash Carter. Det vil være afslutningen på en æra, hvor kun mænd havde den mulighed.

Afgørelsen fra den amerikanske regering overtrumfer de indvendinger, der er kommet fra det amerikanske marinekorps - at kampenheder bestående af både mænd og kvinder ikke er så effektive som rene mande-enheder.

- Der vil ikke være nogen undtagelser, forsikrer Carter.

Han erkender, at der er forskel mellem mænd og kvinder i fysisk styrke, men han tror, at mange kvinder vil kunne leve op til de skrappe fysiske krav, der stilles i kampoperationer.

- Så længe de kvalificerer sig og lever op til standarden, så vil kvinder få tilladelse til at køre kampvogne, affyre morterer og at lede infanterisoldater i kamp, siger han.

Han siger, at selv elitestyrker som Navy Seals og faldskærmsstyrkerne skal være åbne for kvinder.

Men de skrappe fysiske krav i hæren vil formentlig betyde, at der ikke kommer en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, erkender han. Og det kommer ikke på tale at lave kvoteordninger i det amerikanske forsvar.

Det amerikanske militær består i dag af 1,38 millioner mennesker, og cirka 15,5 procent af dem er kvinder. De nye regler vil træde i kraft 2. januar.

Præsident Barack Obama bad i 2013 om, at alle kampenheder skulle åbnes for kvinder inden 2016, og det er det løfte, som han nu indfrier.

En anden vigtig reform i hæren, som han har drevet igennem, gælder homoseksuelle. Indtil for fem år havde homoseksuelle forbud mod at tjene i hæren, hvis ikke de overholdt "don't ask, don't tell". Altså at de skulle være tavse om deres homoseksualitet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, kalder beslutningen for "historisk" og tror, at det vil styrke den amerikanske hær.

- Vores militær vil kunne rekruttere fra en endnu større pulje af talent. Kvinder, der kan opfylde de høje standarder, der kræves, vil få nye muligheder for at tjene, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.