Kvinder arbejder noget tættere på deres hjem, end deres mænd gør. Kvinderne har nemlig ikke tid til lang transport, da det også er dem, der skal stå for afhentning af børn og indkøb, viser ny forskning. Det skriver Fagbladet 3F.
Kvinder tager sig af familien
Undersøgelsen er lavet af det norske Transportøkonomiske Institutt og viser, at når en kvinde vil arbejde fuldtid, skal jobbet helst ligge tæt på. Kvinder bidrager nemlig mere til familielivet ved siden af arbejdet, end mænd gør. Derfor er storbyen ideel for den fuldtidsarbejdende kvinde, der både skal nå forbi supermarked og børnehave på vej hjem fra arbejdet.
Manden får derimod mere frihed til at kunne køre langt for at komme på arbejde, viser studiet. Mænd har gennemsnitligt 7,4 kilometer længere til arbejde end kvinder. Det gælder både i Norge og i Danmark.
"Ud fra vores analyser ser det ud som om, at den kompakte by, som tilbyder kortere vej til job og kortere vej mellem institutioner, giver kvinderne bedre forudsætninger for at arbejde heltid," siger Randi Hjorthol, der sammen med sin kollega Liva Vågane har kortlagt sammenhængen mellem bopæl, arbejdssted og fuldtidsarbejde.
Geografiske begræsninger
Når det handler om kvinder, der bor i udkanten af byen, har de oftere længere rejsetid til arbejdet, men så arbejder de også ofte på deltid. Deres mandlige partner har også længere til jobbet, men nøjes ikke med et deltidsarbejde.
"Det er kvinderne, der tilpasser sig for at få familielivet til at gå op," siger Randi Hjorthol.
Undersøgelsen peger på, at kvinder har geografiske begrænsninger i forhold til, hvor de kan søge arbejde, da de også skal sørge for familien. Mænd oplever ikke de samme begrænsninger i lige så høj grad.
Kilde: Fagbladet 3F.