Når medierne skal portrættere kvindelige chefer, handler det i langt højere grad om, hvordan de kan få familielivet til at hænge sammen.
Det mener i hvert fald hele 82% af de ledere, der har deltaget i en ny undersøgelse lavet af interesseorganisationen Lederne og analyseinstituttet YouGov, skriver Politiken.dk:
"Det er stadig lidt usædvanligt at høre kvindelige ledere fortælle om deres karrierer, derfor synes journalisterne tilsyneladende, at det er meget interessant at spørge til, hvordan de også klarer indkøb og deres tre børn. Så der må jo være en noget forældet kønsrolleopfattelse på redaktionerne," siger Niels Henriksen, rådgivningschef for Lederne til Politiken.dk.
2.294 ledere har deltaget i undersøgelsen, og svarede 88 % af kvinderne og 74 % af mændene, at de generelt synes, at der spørges mere til privatlivet og familien, når en kvindelig chef interviewes.
Om resultatet af undersøgelsen siger professor i medievidenskab fra SDU, Kirsten Drotner:
" Der er nogle selvforståelsesrammer, vi som mennesker bærer rundt på, der kommer i brug, når vi arbejder under pres, f.eks. på et nyhedsmedie. Man spørger ud fra det, man tænker, er det relevante og det naturlige. Så for rigtig mange journalister må spørgsmål om børn og husstand være mere relevant til kvinder end mænd. Og den opfattelse har åbenbart ikke rykket sig de sidste 30 år," siger hun til Politiken.dk.
Kilde: Politiken.dk