Af Astrid Krag
SE ALLE BLOGINDLÆG
Kvindelig S-profil: Fik nok af 'piskrogs-møder' på herretoilettet

Dette blogindlæg er skrevet af Lillian Knudsen og Astrid Krag.

I dag markerer vi 100-året for, at de danske kvinder fik valgret.

Dagen er både en festdag, men også en oplagt dag for at kigge virkeligheden i øjnene. Vi er kommet langt, men langt fra kommet i mål med ligestillingen.

Gennem et langt liv som henholdsvis formand for Danmarks største kvindelige arbejderforbund og et lidt kortere liv som folketingsmedlem og minister har vi fra hver vores magtposition i det danske samfund haft lejlighed til at gøre os erfaringer på egen krop på netop: Magt og de vilkår, der gælder for mænd og kvinder, der ønsker at bruge og forvalte den.

Den gode nyhed er, at vi faktisk begge to kan kigge på vores karrierer som mennesker med magt og sige, at mens ansvaret vi stod med var størst, så var vores køn ikke en begrænsning for vores muligheder for at præge verden.

Den dårlige nyhed er, at det ikke så helt sådan ud på vejen frem til det store ansvar.

SLET IKKE FOR EN KVINDE, der i årtier kæmpede de udearbejdende, ufaglærte kvinders sag i en fagbevægelse, præget af en mandekultur og et historisk fokus på mændenes vilkår på arbejdsmarkedet.

Eller i forhandlinger med regeringer, hvor kvinder i forhandlingslokalerne var en markant undtagelse frem for reglen. Her blev mange af de vigtigste beslutninger reelt truffet til ’pis-krogs-møder’ på herretoiletterne.

Men sådan set heller ikke for en kvinde fra en yngre generation, der ellers har kunnet gå gennem mange døre, som seje kvinder fra tidligere generationer har åbnet med møje og kamp.

HENKASTEDE KOMMENTARER om det urimelige i, at der foregår en aktiv indsats for at få kvinder med ind på posterne i partiet, underforstået, at det ikke er kvalifikationerne, der kommer først, når man er ung kvinde.

Det er formentlig velmenende bekymringer om ledelsesansvar til en ung kvinde i en alder, hvor det med børn og familie også er på lystavlen.

Og sociale netværk, der samtidig bliver kanaler for viden, opdateringer og fælles planlægning, med den konsekvens, at hende, der ikke er en del af drengenes uformelle klub kommer i baghånd i debatterne og forhandlingerne.

RUTEN MOD MAGT og indflydelse, er fyldt med miner og fælder, der kun udløses, når en kvinde træder på dem!

Kvindelige politikere vurderes her i 100-året for kvinders demokratiske ligestilling stadig anderledes end mandlige politikere.

Er kvinder stærke og markante, får de ofte mærkatet skrappe, skingre eller ikke til at samarbejde med.

Hvis en kvindelig politiker arbejder meget som følge af, at hun er ambitiøs på sit lands eller stands vegne, skal der nok blive stillet spørgsmålstegn ved, om hun er en dårlig mor.

Og når Helle Thorning Schmidt og Angela Merkel mødes, kan du bide spids på, at du skal læse om, hvad de har på.

Så sent som tirsdag, i debatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, kunne man adskillige steder på de sociale medier læse, at Helle Thorning-Schmidt var 'skinger'.

VI TAGER OS i fællesskab til hovedet, når vi læser den slags kedelige, tilbagevendende og ubegrundede svadaer om kvinder. At en kvindelig politiker 100 år efter kvinders valgret ikke kan gå til stålet uden at blive beskyldt for at være skinger, beviser, at vi endnu ikke er i mål på ligestillingsfronten.

I dagens anledning, har vi udformet 10 gode råd til kvinder, som gerne vil være være med til at tage del i magten – enten i arbejdslivet, organisationsarbejde eller som politiker.

10 gode råd fra Lillian og Astrid

- Ligestilling kommer ikke af sig selv. Vi får ikke lige vilkår i mediebilledet, ligeløn osv., hvis vi ikke selv sætter det på dagsordenen.

- Man skal kunne skille de professionelle uenigheder fra kammeratskabet- Man skal vælge sine kampe – og ikke føle sig som en fiasko eller føle, man går på kompromis med sin integritet, fordi man ikke kan kæmpe på alle fronter på en gang (drop perfektionisten, kvinde!)

- Bevar fokus på dit mål og vær ikke flov over at sadle om og ændre strategi/middel, når det er nødvendigt

- Vær villig til at gå fra din post for dét, du tror på – ha’ modet til  at sætte hårdt mod hårdt

– Drop den pæne pige, der altid samler og laver kompromiserne

- Byg alliancer og tænk taktisk

- Tag ordet først på møder, så folk refererer til dig og bliver tvunget til ikke at ignorere det, du siger. Så undgår du også, at andre  tager ejerskab for ideer, der egentlig er dine

- Forsvar altid en kvinde, der afbrydes, ignoreres, latterliggøres

- Sæt ord på de ting, der foregår, som er urimelige

- Hvil i den, du er.

Om Astrid Krag

Astrid Krag Kristensen (født 17. november 1982 i Vejle) har siden 2007 har været medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, hvor hun også sad som sundhedsminister. Den 30. januar 2014 skiftede hun til Socialdemokraterne. Lillian Krogh Knudsen (født 27. juli 1945 i Ålborg) er har en lang historie som fagforeningskvinde. Hun er tidligere forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), og har siddet i 3F som gruppeformand. Hun er opstillet som kommunalpolitiker i Dragør for Socialdemokratiet og gift med LO-formand Harald Børsting.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.