Kvindelig BMX-kører vinder Årets Fund-hæder
Simone Tetsche Christensen vandt afstemningen foran fægteren Patrick Jørgensen.
Simone Tetsche Christensen er Årets Fund 2015.
Simone Tetsche Christensen er Årets Fund 2015. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


BMX-køreren Simone Tetsche Christensen er Årets Fund i dansk idræt i 2015.

Det meddeler politiken.dk.

Politiken, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark står bag kåringen.

Simone Tetsche Christensen, der studerer medicin på Aarhus Universitet ved siden af elitekarrieren, har haft et fremragende år.

Den 21-årige BMX-kører fra Mammen i Jylland vandt bronze ved VM, sølv ved EM, og hun vandt guld ved European Games.

Hun har dermed gjort det så godt, at der er forventninger om et flot resultat ved OL i Rio næste år, hvis hun som ventet kvalificerer sig til legene i Brasilien.

Simone Tetsche Christensen vandt Årets Fund-afstemningen med 50 point.

Fægteren Patrick Jørgensen, der i år vandt VM-bronze, blev nummer to med 45 point.

Atletikudøveren Benjamin Lobo Vedel blev nummer tre med 36 point. Han blev i år europamester på 400 meter ved junior-EM.

Sidste år vandt sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard prisen som Årets Fund.

Hæderen er blevet uddelt siden 1929, og atletikudøveren Willy Rasmussen modtog prisen som den første.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.