Kvinde tog 212 togture uden billet - nu skal hun i fængsel
En 35-årig kvinde er blevet idømt 30 dages ubetinget fængsel. Derudover skylder hun nu DSB 176.000 kroner.
En 35-årig kvinde er blevet snuppet intet mindre end 212 gange for at køre uden billet. Hun skylder nu DSB 176.000 og skal i fængsel.
En 35-årig kvinde er blevet snuppet intet mindre end 212 gange for at køre uden billet. Hun skylder nu DSB 176.000 og skal i fængsel. Foto: Johan Gadegaard, Scanpix/arkiv


Det skal koste en 35-årig kvinde 30 dages ubetinget fængsel og 30 dages samfundsarbejde, at hun 212 gange er blevet snuppet af DSB-kontrollører for at køre uden billet i toget.

Derudover skal hun betale 176.000 kroner til DSB.

Det har Retten i Kolding afgjort fredag.

De 212 gratis togture har spredt sig over otte år fra 2006 til oktober 2014. Hun var egentlig tiltalt for at have kørt uden billet 218 gange, men seks sager blev frafaldet på grund af forældelse.

Kvinden har modtaget kontrolafgifterne, som bøderne kaldes, men hun har ikke betalt. Derfor har DSB valgt at sagsøge den 35-årige kontanthjælpsmodtager.

- Vi har ikke så mange sager om det her. Men et vidne fra DSB har i dag oplyst, at de vil være mere strikse med at politianmelde, når kontrolafgifterne ikke bliver betalt. Der er sket et holdningsskifte, siger chefanklager ved Sydøstjyllands Politi Jan Østergaard.

Ud over at afsone fængselsstraffen skal kvinden altså også betale 176.000 kroner.

Kvinden nægtede sig skyldig, da hun hævdede, at hun er gået i gang med at betale DSB-bøderne.

DSB bekræftede under retssagen, at hun betaler 400 kroner om måneden via en afdragsordning. Alligevel blev kvinden sagsøgt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.