Kvinde slået ned med skalle og knytnæveslag
En 27-årig patient er flyttet til lukket afsnit på hospital efter groft overfald på tilfældig kvinde.
En mand overfaldt tilsyneladende uden grund en kvindelig cyklist ved Odense Universitetshospital lørdag. Kvinden fik en skalle og adskillige knytnæveslag i ansigtet. Arkivfoto
En mand overfaldt tilsyneladende uden grund en kvindelig cyklist ved Odense Universitetshospital lørdag. Kvinden fik en skalle og adskillige knytnæveslag i ansigtet. Arkivfoto Foto: ThinkFoto.dk/Colourbox/free


En 41-årig kvinde blev lørdag aften udsat for et overfald, da hun kom cyklende ved den psykiatriske skadestue i Odense.

I første omgang lykkedes det hende at løbe fra gerningsmanden, men hun blev indhentet og tildelt både en skalle og flere slag i ansigtet, oplyser Fyns Politi.

- Hun kom cyklende ved hospitalet, da der kommer en mand gående. Han er tilsyneladende indlagt på hospitalet, men er uden for i en pause eller lignende. Af en eller anden grund ser han sig sur på kvinden, som sagesløs kommer kørende, siger vagtchef Kim Munksgaard til Ritzau.

- Han får revet hende af cyklen, da en mandlig bilist standser og råber manden an. Han råber til kvinden, at hun skal løbe, og det gør hun. Hun bliver dog indhentet af gerningsmanden, som tildeler hende en skalle og syv til 10 knytnæveslag i ansigtet, uddyber vagtchefen.

Ifølge politiet har kvinden og den 27-årige gerningsmand intet med hinanden at gøre og kender ikke hinanden.

Det lykkedes kvinden at løbe væk, og manden flygtede fra stedet. Han blev dog kort efter anholdt tæt ved hospitalet.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 19 lørdag aften.

Kvinden har ikke været i livsfare og var løbet direkte på skadestuen. Hun er chokeret og forslået, oplyser politiet.

Manden er natten til lørdag fortsat i politiets varetægt sigtet for trusler på livet.

Fyns Politi oplyser søndag formiddag, at den psykiatriske patient af hospitalet nu er blevet flyttet til et lukket afsnit.

Samtidig har en anklager vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve overfaldsmanden varetægtsfængslet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.