Kvinde skal 11 år i fængsel for kæreste-drab
38-årig kvinde har fået stadfæstet en fængselsdom for drab med 17 centimeter lang kniv i Sønderborg.


Det kunne ikke betale sig for en 38-årig kvinde at anke en dom på 11 års fængsel til landsretten.

Onsdag er Vestre Landsret nemlig kommet frem til, ligesom Retten I Sønderborg, at kvinden er skyldig i drabet på sin 48-årige kæreste i februar sidste år.

Den dømte erkendte ifølge landsretten, at hun havde stukket kæresten. Alligevel gik hun efter frifindelse, da det ikke var hendes mening at dræbe manden. Hun havde handlet i nødværge, hævdede hun.

Forbrydelsen fandt ifølge anklageskriftet sted i den dømte kvinde Tanja Bibi Rosings hjem i Sønderborg 13. februar 2014.

Både kvinden og hendes mandlige kæreste var på antabus, men alligevel var de taget på værtshus for at drikke. Da de kom hjem tidligt på aftenen, begyndte de at skændes, fordi kvinden angiveligt ville på værtshus igen, mens manden ville blive hjemme.

Hun bad ham gå, men da han nægtede, begyndte de at slås i køkkenet.

På et tidspunkt fik hun fat i en 17,5 centimeter lang køkkenkniv, som hun stak sin kæreste i brystet med.

Klokken 19.32 ringede hun selv til alarmcentralen og fortalte, hvad hun havde gjort. Ambulancefolk kom frem få minutter senere og kunne konstatere, at manden havde fået hjertestop. Han stod ikke til at redde.

Kniven var gået igennem både hjerte og lunge.

- Landsretten var enig med byretten i, at tiltalte ikke var straffri som følge af nødværge, står der i landsrettens afgørelse onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.