Kvinde på 53 år fundet livløs i Mølleåen i Vejle
Liget af en kvinde, som blev fundet i en å i Vejle, er blevet identificeret. Intet tyder på en forbrydelse.


Det var liget af en 53-årig kvinde, som en kommunalarbejder fandt i Mølleåen i Vejle lørdag morgen.

Kvinden blev fundet i forbindelse med rensningen af en rist i åen, men det var umiddelbart ikke muligt at identificere hende.

Lørdag aften fik Sydøstjyllands Politi dog identificeret kvinden, som har bopæl i Odense. Familien er underrettet.

- Umiddelbart er der intet, der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse, oplyser vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, der eventuelt har oplysninger i sagen, skrev politiet tidligere på dagen i en pressemeddelelse.

Da kvinden blev fundet, var hun iført mørkerød trøje og beige bukser, lilla sandaler i størrelse 37, et dameur med urskive i guld samt to sølvringe.

Kvinden blev fundet kvart over otte lørdag morgen, og politiet anslog, at hun havde ligget i vandet "i nogle timer".

Mølleåen løber langs vejen Dæmningen i det centrale Vejle. Dæmningen var tidligere lørdag morgen spærret, men er nu genåbnet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.