Kvinde omkommet i voldsom soloulykke
En voldsom soloulykke nær Lumsås i Odsherred koster en 59-årig kvinde livet.
Kvinden blev erklæret død på stedet. Arkivfoto.
Kvinden blev erklæret død på stedet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En 59-årig kvinde fra København er tirsdag omkommet i en soloulykke i Odsherred, hvor hendes bil væltede rundt og landede på taget, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken skete klokken 08.50, da kvinden kom kørende på Oddenvej nær Lumsås.

- Hun kommer ud i rabatten i højre side, styrer kontra og kommer ud i grøften i venstre side af vejen, hvor hun rammer et træhegn, vender rundt og lander på taget, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.

Ambulancefolkene tog kvinden ud af bilen, og en læge, der kom med en helikopter til ulykkesstedet, erklærer kvinden død på stedet.

En bilinspektør skal nu undersøge årsagen til ulykken. Han skal blandt andet se nærmere på, om kvinden har brugt sikkerhedssele, oplyser politiet.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.