Kvinde omkommer i lejlighedsbrand på femte sal
Der udbrød brand i en lejlighed i København natten til onsdag. En kvinde er død.
Brandvæsnet rykkede natten til onsdag ud til en brand i Københavns Nordvestkvarter. En kvinde omkom i branden. Genrefoto
Brandvæsnet rykkede natten til onsdag ud til en brand i Københavns Nordvestkvarter. En kvinde omkom i branden. Genrefoto Foto: Colourbox/free


En kvinde er natten til onsdag omkommet i en lejlighedsbrand i Københavns Nordvestkvarter.

Det oplyser Københavns Politi.

- Vi blev kaldt ud til en brand klokken 00.46 på Theklavej. En kvinde er afgået ved døden i forbindelse med branden, siger vagtchef Henrik Svejstrup til Ritzau.

Redningsfolk forsøgte at redde kvinden i lejligheden, da de nåede frem til stedet.

- Ilden var brudt ud på femte sal, og da man kommer op i lejligheden, finder man en livløs person. De forsøgte at genoplive hende i ambulancen, men uden held, siger Henrik Svejstrup.

Kvinden var lejlighedens eneste beboer. Hun slog ikke selv alarm om branden.

- Det er underboen, der anmelder, at han kunne mærke varme og høre underlige lyde fra lejligheden over ham, lyder det fra vagtchefen.

Hele opgangen blev evakueret, mens brandfolk arbejdede på at slukke branden. Ved 05-tiden onsdag morgen er ilden slukket, og opgangens beboere er vendt tilbage til deres lejligheder.

Dog har anmelderen på fjerde sal fundet et andet sted at være, oplyser politiet.

Det er endnu uvist, hvorfor branden opstod. Det kommer der forhåbentlig svar på i forbindelse med onsdagens undersøgelser.

- Vi har plomberet lejligheden, og teknikere skal ud på stedet i løbet af formiddagen. Indtil da kender vi ikke årsagen, siger Henrik Svejstrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.