Kvinde mister livet i brand i København
En brand i en lejlighed i Valby har kostet en kvinde livet. Politiet ved endnu ikke, hvordan branden opstod.
En kvinde mistede tirsdag eftermiddag livet ved en brand på Hammelstrupvej i Valby i København. Arkivfoto.
En kvinde mistede tirsdag eftermiddag livet ved en brand på Hammelstrupvej i Valby i København. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


En brand på Hammelstrupvej i Valby har tirsdag eftermiddag kostet en 61-årig kvinde livet.

Politi og brandvæsen fik ved 16.30-tiden en melding om kraftig røg fra en lejlighed på Hammelstrupvej nummer tre.

Hammelstrupvej blev afspærret, mens Hovedstadens Beredskab gik i gang med at slukke branden, der hurtigt kom under kontrol.

I lejligheden fandt brandfolkene kvinden og fik hende ud af lejligheden.

Men hendes liv stod ikke til at redde, og hun blev erklæret død af en læge.

Tirsdag aften kan politiet endnu ikke sige noget om, hvordan branden er opstået.

- Vi har afspærret lejligheden, og så må teknikerne undersøge de nærmere omstændigheder, siger vagtchef Kristian Aaskov fra Københavns Politi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.