En rengøringsassistent med store smerter i ryggen har været tvunget til at foretage et vanskeligt valg.
Ankestyrelsen har nemlig bestemt, at hun skal lade sig operere for sin diskusprolaps, hvis hun vil bevare sine sygedagpenge.
Det skriver Jyllands-Posten.
Kvinden ønskede ikke at få en rygoperation, da hun ikke mente, at hendes krop kunne klare det. Og hun fik opbakning hos sin læge, der ikke mente, at en operation ville hjælpe på hendes arbejdsevne.
Men det tog Ankestyrelsen ikke højde for, da de i en principafgørelse gav lov til, at kommunen måtte tage hendes sygedagpenge, hvis hun ikke lod sig operere.
- Det er ikke i orden, at man skal tvinge nogle til en bestemt behandling. Det er ikke altid det bedste at få en operation, og det er ikke altid den eneste behandlingsmulighed, der er, siger beskæftigelsesordfører, Benedikte Kiær (K), til Newspaq.
Benedikte Kiærs udmelding bakkes blandt andre op af læge Lotte Hvas, der er medlem af Etisk råd.
- Ud fra et etisk synspunkt er det meget væsentligt, at valg om behandling, hvad enten det er medicin eller operation, tages på baggrund af et informeret samstykke og ikke en økonomisk pisk, siger Lotte Hvas til Jyllands-Posten.
Lige nu forhandler regeringen med oppositionen om en ny sygedagpengelov, og her fastslår Konservative, at vi skal have øje for de andre behandlingsmuligheder, der ofte er.
- Det dur ikke, at man tvinger en borger til en bestemt behandling, som hun ikke vil have. Man kan ikke tvinge folk til at komme under kniven. Man skal have mulighed for andre former for behandling, når de er der, siger Benedikte Kiær til Newspaq.
I udspillet til en ny sygedagpengereform lægger regeringen op til, at kommunerne ikke længere kan kræve, at at sygedagpengemodtagere skal gennemgå en bestemt behandling for at bevare sygedagpengene.